At Alexander Zorniger har en mere kontant ledelsesstil end kollegerne i Superligaen, er der ikke den store tvivl om.

Brøndby-træneren har været hyldet for at skabe fine resultater med klubben, hvor han har indført noget af den klassisk tyske 'Ordnung muss sein'-mentalitet i truppen.

Nu afslører Zorniger, at han har søgt trænerinspiration hos en fodboldkollega. I amerikansk fodbold, for at være helt præcis. Det gør han i et interview med Eurosport søndag, som journalist Kasper Marker har delt en teaser fra på Twitter.

»For tre år siden så jeg Super Bowl, og jeg kigger selvfølgelig meget mere på trænerne end på spillerne. Bill Belichick har et mantra. ‘Do your job’ (Gør dit arbejde, red.),« siger Alexander Zorniger, der altså henviser til cheftræneren fra de Super Bowl-vindende New England Patriots.

Bill Belichick.
Bill Belichick. Foto: RICK MUSACCHIO
Vis mere

Den 66-årige Patriots-træner er notorisk kendt for at være uden de store følelser på sidelinjen. Det eneste, han kræver, er, at spillerne skal gøre, hvad der bliver sagt.

Et sammenfald mellem de to er eksempelvis også, at de på sidelinjen som oftest ses iført hættetrøje.

»Mange mennesker taler med mig om ledelse, og hvordan vi kan få folk til at præstere bedre. Danse på stolene, lave sjove ting og så videre. Gør dit arbejde.«

»Jeg har gudskelov arbejdet 10 i år et 'normalt' arbejde, så jeg ved, hvad det vil sige at gå på arbejde klokken 8 og have fri 16.30. Der er ikke nogen, der spørger, om du er okay,« siger Zorniger til Eurosport.

Cheftræner Alexander Zorniger og sportsdirektør Ebbe Sand under Brøndbys træning fredag den 8. februar 2019.
Cheftræner Alexander Zorniger og sportsdirektør Ebbe Sand under Brøndbys træning fredag den 8. februar 2019. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Tidligere har Zorniger vist prøver på sin holdning til spilleres mentalitet, som da unge Joel Kabongo eksempelvis fik rødt kort i en europæisk kamp fra Brøndby og efterfølgende var trist over det.

»Det er jeg ikke interesseret i. Han får løn, så jeg er ikke interesseret i, om han er nede, eller hvad han er,« udtalte Zorniger dengang, og det er fortsat en holdning, der skinner igennem i dag.

»Jeg er med på, at vi har et kreativt arbejde, vi skal gøre, og det hjælper meget, hvis vi bringer spillere op på et højere niveau, men vi ser mere og mere, at spillerne og agenterne smider ansvaret fra sig og taler om, at spillerne ikke føler sig elskede. Jeg talte med en agent engang, der spurgte, hvor jeg sidst havde talt med min spiller og givet ham noget kærlighed. Wow. Gør dit arbejde. Meget simpelt. Gør dit arbejde,« siger Zorniger til Eurosport.

Brøndby spiller klokken 16 mod FC Nordsjælland, og du kan følge kampen her på B.T. Sport.