Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Skal det blive til flere år i FCK eller måske et eventyr i Kina, Thailand eller et andet sted?

Overvejelserne er mange, og det er nogle af dem, som FC København-anfører Carlos Zeca har gjort sig undervejs i sin efterhånden lange skadespause, der startede, da han 3. oktober 2021 vred rundt i slutningen af en superligakamp mod Viborg FF.

Da B.T. fredag eftermiddag sætter ham stævne på FCKs træningsanlæg, slår Zeca dog hurtigt fast, hvad der fylder mest for ham lige nu.

»Jeg vil først og fremmest tilbage og hjælpe FCK med at vinde titler og med at komme langt i Europa næste sæson,« siger Zeca.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Han kan dog ikke løbe fra, at kontrakten med FCK lige nu løber til og med næste sæson, og dén kontrakt bliver ikke den sidste i karrieren, slår han fast.

»Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer. Men jeg er helt sikker på, jeg ikke stopper med at spille efter næste år i FCK. Jeg kommer til at fortsætte, og jeg ved, jeg stadig kan spille på et højt niveau,« siger Zeca og fortæller altså, at han både er åben for flere år i FCK eller et muligt eksotisk eventyr.

»Om jeg fortsætter i København, tager til Thailand, Kina eller hvad det nu kan være, det ved jeg ikke endnu. De tanker kommer til at fylde mere, når jeg er tilbage i kamp.«

Til sommer fylder Zeca 34 år, og den skadede FCK-stjerne, der har 183 FCK-kampe på cv'et, har helt klare planer, når karrieren en dag stopper.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Over for FCK-fanpodcasten Kvart i Bold har Zeca tidligere løftet sløret for sine drømme om at blive fodboldagent, og det skyldes særligt én mand, fortæller han til B.T.

»Inspirationen kommer fra min egen agent, og jeg vil gerne gøre som ham, for jeg har været så glad for den måde, han arbejdede med mig på.«

Som 21-årig spillede Zeca i den tredjebedste portugisiske række, og her startede forholdet til agenten, der hjalp Zeca videre til den bedste række i Portugal i 2010.

»Han kom til mig og insisterede ikke på, at vi lavede en aftale med det samme. Vi kunne lave en aftale, når han havde bevist sit værd som agent, og jeg var kommet til den bedste række. Det skete, og så lavede vi en kontrakt.«

»Det var stort af ham, og jeg vil gøre det samme. Jeg vil hjælpe spillere, der, ligesom jeg var det, er i de lavere rækker og få dem til at opnå store karrierer som min – og jeg håber, det kan blive endnu bedre for mine spillere,« siger Zeca.

Efter skiftet til den bedste portugisiske række endte Zeca hos Panathinaikos, blev græsk landsholdsspiller og siden 2017 har han været en stor profil for FCK.

Derfor bliver det næppe i Portugal, at Zeca kommer til at føre agentvirksomhed.

»Det bliver sværere at gøre for mig i Portugal. Mit netværk er i Grækenland og Danmark, og jeg kommer bare til at starte, hvor det er mest oplagt. Og så skal jeg forsøge at blive så stor som muligt,« siger Zeca med et smil.

Så stor som den portugisiske superagent Jorge Mendes, der har klienter som Cristiano Ronaldo og José Mourinho, drømmer Zeca dog ikke om at blive.

»Ikke som Jorge Mendes, for han har ikke et liv udenfor, tror jeg. Jeg vil bare hjælpe spillere og give dem råd om livet og deres karrierer,« lyder det fra FCK-anføreren, der ikke kommer tilbage for FCK i denne sæson.

Andre læser også