»Jeg har før været mørke steder. Nu har jeg også været det på grund af fodbold.«
3. oktober 2021 i slutfasen af superligakampen mellem FCK og Viborg. FCK-anfører Carlos Zeca går til jorden efter et solouheld i et af hans karakteristiske forsøg på at stjæle bolden fra en modspiller.
Han skriger af smerte og må bæres ud.
Korsbåndet er ødelagt, FCK mangler nu en af sine vigtigste spillere, og Zeca stirrer ind i en lang periode uden for græsset i Parken.
En periode, der har været mørkere, end han nogensinde har oplevet i fodboldkarrieren.
Det åbner den 33-årige midtbanespiller op om, da B.T. sætter ham stævne foran FCKs klubhus på Frederiksberg. På et sted, hvor Zeca gennem de seneste syv måneder har brugt meget mere tid inden for dørene end ude på græsset med holdkammeraterne.
»Det har været så hårdt. Det er første gang i karrieren, at jeg er skadet i længere tid end en måned, så det har givet mig en masse tvivl.«
»Kommer jeg tilbage? På hvilket niveau bliver det? Og hvornår er det slut, det her?,« forklarer Zeca om livet uden for den elskede grønsvær, inden han erkender, at han har tvivlet på, om karrieren kunne overleve en korsbåndsskade:
»Jeg er nødt til at være ærlig. Min karriere nærmer sig enden, og jeg er 33 år gammel. Jeg har tænkt på, om den her skade kunne sætte en stopper for karrieren.«
Tankerne har Zeca fået masser af hjælp til at arbejde med i FCK, fortæller han.
Men når man bor alene i København, og Facetime-forbindelsen er det tætteste, man kommer på daglig kontakt med sine to døtre i Portugal, samler de mørke skyer af ensomhed sig hurtigt.
»Jeg er alene her, og i starten lukkede jeg måske mig selv inde for at forstå skaden og for at finde nogle svar på den tvivl, jeg har haft.«
Ensomheden har han forsøgt at dulme ved at besøge familien og døtrene sydpå i endnu højere grad, end skemaet som professionel fodboldspiller normalt giver lov til.
»Min familie har virkelig været en støtte for mig i denne tid, og klubben har givet mig frihed til at besøge dem flere gange, end jeg normalt kan. Det er jeg virkelig taknemmelig for.«
»Jeg har været dernede for at få styrke tilbage,« siger familiemanden Zeca.
Familiens styrke var der særligt brug for, inden Zeca for første gang i livet skulle under kniven i oktober.
Derfor rykkede han operationen for korsbåndsskaden et par dage.
»Jeg blev nødt til at tage derned inden operationen. Jeg måtte se dem, jeg elsker mest. Jeg havde brug for noget kærlighed.«
»Jeg var nervøs, for jeg havde aldrig prøvet det før. Jeg skulle have noget andet i tankerne end min skade, så jeg tog ned og legede med mine døtre, fulgte og hentede dem i skolen, og jeg havde nogle dage, hvor jeg bare kunne være en normal familiefar.«
»Så kunne jeg komme hjem med et klart hoved.«
Men når Zeca er i København, er den daglige Facetime-kontakt med familien altså ikke nok til at fylde skemaet helt ud.
Derfor bruger den stædige midtbaneslider mange af sine dage med de sydeuropæiske holdkammerater Marios Oikonomou og Pep Biel, og FCK-spillerne er også dem, som Zeca har brugt for at få et smil på læben i de sidste syv måneder.
Det fremhæver han med et tilbagevendende smil, hver gang han har berørt et af de emner, der gør ondt.
»Mine holdkammerater og folkene i klubben kan gøre mig glad, når jeg er her. De gør mig stærkere, og mine dage lysere.«
»Gudskelov har klubben hjulpet mig med alt, jeg har haft brug for, og det har gjort det nemmere at komme igennem denne mørke periode,« fortæller Zeca.
Og mens skaden har bragt tunge og ensomme timer med sig, så er der én ting, der har ændret sig til det bedre.
»Skaden har totalt ændret, hvordan jeg ser på fodbold. Jeg elsker det jo, men når man som jeg ikke har manglet det før, så indser man ikke, hvor meget det egentlig betyder.«
»Nu kan jeg se, hvad fodbold betyder for mig. Det har været et wakeupcall, og det er fantastisk.«
Derfor fylder tvivlen på karrieren og niveauet ikke længere så meget for Zeca, der, i takt med at han har kunnet skrue op for fodboldaktiviteterne, er vendt tilbage til et mere normalt liv som fodboldspiller.
»Jeg har fået det bedre og bedre, nu, hvor jeg har kunnet være mere med i træningen. Jeg føler mig som fodboldspiller igen.«
»Det har fyldt, at det kunne koste karrieren. Men jeg kender også mig selv og er ret sikker på, jeg kommer tilbage på et højt niveau, så det fokuserer jeg på. Det håber jeg, og jeg vil presse mig selv for at nå dertil.«
Zeca må dog vente med at være klar for FCK til næste sæson. Inden da kan han meget vel få nye konkurrenter på FCK-midtbanen.
Storklubben er blandt andet kædet sammen med svenske Albin Ekdal, men de historier tager Zeca med ophøjet ro og stor selvtillid.
»Jeg er ligeglad, om der kommer en eller to nye seksere til sommer. Den plads tilhører mig, og det er bare op til mig at vise, at jeg skal spille der.«
»Hvem end der skulle komme, så kommer jeg ikke til at gøre livet nemt for dem,« afslutter Zeca stålfast.
Han kan fra tribunerne nu se sine holdkammerater forsøge at sikre superligaguldet for første gang i tre år – det andet i Zecas femårige FCK-karriere.
