Der var god grund til at finde smilet frem, hvis man søndag var FC København-spiller.

Den kriseramte klub fik en tiltrængt sejr, da de søndag slog Sønderjyske 3-1 på udebane, men efter opgøret var det alligevel ikke alle, der var glade. Nej, én bestemt FCK-spiller var faktisk rasende.

Mathias 'Zanka' Jørgensen stillede ellers uden problemer op til interview med flere medier efter sejren, men da han fik besked på at gå hen til TV3 Sports reporter Daniel Ortved, vendte han sig lynhurtigt om og gik ned mod omklædningsrummet.

»Nej, det der, det gør jeg ikke. Jeg snakker ikke med dem, før han ringer og siger undskyld!,« sagde en bestemt 'Zanka', inden han forsvandt ned i spillertunellen skarpt efterfulgt af FCK's pressechef.

Zanka og FCK fik tre point med til København fra Haderslev.
Zanka og FCK fik tre point med til København fra Haderslev. Foto: Claus Fisker
Vis mere

'Han' var formentlig ikke rettet mod Daniel Ortved, men nærmere hans kollega David Kroner, der i forrige weekend lavede et interview med landsholdsspilleren i pausen mellem FCK og Randers.

Et interview, der lynhurtigt gik vidt og bredt. Det skete, efter reporteren David Kroner ville vide, hvad der ikke fungerede for FCK.

Det kunne 'Zanka' ikke svare på, og efterfølgende røg han i et heftigt mundhuggeri med journalisten, da sidstnævnte konstaterede, at FCK-stjernen »virkede rystet«.

Det var ikke meningen, at den sidste del skulle vises på tv, men det blev ved en fejl sendt ud til seerne på Nents Ultra HD-kanal.

Du kan se klippet øverst i artiklen.

B.T. har efter søndagens episode været i kontakt med Kim Mikkelsen, der er sportschef hos Nent.

»Vi er jo ikke tungnemme, så hvis det ikke var gået op for os inden, så er det gået op for os i dag, at 'Zanka' er sur på os. Hvorfor han er det, er vi usikre på. Vi har ikke hørt noget fra hverken 'Zanka' eller FCK, og da vi havde et møde med klubben forleden dag, kom det heller ikke frem,« siger han.

Kan I leve med, at en af FC Københavns spillere nægter at snakke med jer?

»Vi overlever nok, at' Zanka' ikke vil snakke med os. Han snakker med en masse andre i stedet. Det tager vi foreløbigt stille og roligt.«

Men har I tænkt jer at tage kontakt til ham og sige undskyld?

»Vi ved ikke, hvad vi skal sige undskyld for. Hvis de har et problem med os, så må de tage og fortælle os det. Vi siger i hvert fald ikke undskyld for det interview, som han blev sur over i sidste weekend, for det interview var helt efter bogen,« konstaterer Kim Mikkelsen.

FC Københavns kommunikationschef, Jes Mortensen, oplyser til B.T., at de ikke har nogen kommentarer til sagen.