Mathias 'Zanka' Jørgensen er tilbage i FC København, hvor fansene det meste af transfervinduet har sukket efter netop ham til at lappe defensiven.

Men i sin comeback-kamp endte det med et nederlag på 2-1 til AaB, og selv om 'Zanka' var ærgerlig over nederlaget, var han også fortrøstningsfuld i forhold til spillet på banen. Og der var plads til en lille stikpille til både dette medie og denne journalist – med et glimt i øjet.

»Vi ved jo alle sammen, at nu skal der skrives en eller anden flot overskrift. Nej, men spøg til side. Jeg glæder mig til at se kampen en gang til, for min følelse var, at det ikke var så slemt, som man kunne tro, når man kigger på resultatet,« siger Mathias 'Zanka' Jørgensen og fortsætter:

»Vi er meget på bolden og egentlig umiddelbart i kontrol. Vi er rolige, når vi spiller op. Får så ikke lavet så mange store chancer, som vi gerne vil, og det er nok der, vi kan være mest utilfredse.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

FC København har efter fem kampe i Superligaen blot fire point, og mens Ståle Solbakken er blevet sendt ud af klubben med en fyreseddel, er Mathias 'Zanka' Jørgensen kommet til. Det er han som prototypen på det, FCK gerne vil have i en spiller. Og den rolle er midterforsvareren også helt bevidst om.

»Hvis man tager de succesfulde FCK-hold, jeg har været på, har der været en spillertrup, som først og fremmest kendte konceptet og vidste, hvad der skulle til. Men også som virkelig bakkede hinanden op og virkelig tog sig af hinanden. Det er selvfølgelig en af de ting, man som spiller kan gå ind og hjælpe på.«

»Jeg kan hjælpe med den dna og det defensive koncept, som vi har. Så skal vi måske bygge på offensivt for at skabe flere store chancer og være mere dominerende. Det, jeg kan rykke på, er at skabe et sammenhold i truppen, som er godt, ligemeget om man spiller eller ikke gør,« siger Mathias 'Zanka' Jørgensen.

Foruden at skulle agere socialt omdrejningspunkt i FC København-omklædningsrummet skal den 30-årige forsvarsspiller også ind og hjælpe til hos de spillere, der ikke har prøvet den modvind, der lige nu er som spiller i den ramte hovedstadsklub.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Min rolle er også at skabe en forståelse for, hvordan det er at være spiller i FC København – og håndtere det pres, som er udefra. Alle de 'dumme' spørgsmål, som man skal stille op til bagefter en kamp, hvor man føler, at man burde have vundet, og det ikke lige gik ens vej. Så skal man stå og forsvare det. Det må vi acceptere, og det må vi tage på vores skuldre. Det er det, der følger med at spille i en så fed klub som FC København.«

Modvinden. Presset. Trykket udefra. Det stormer omkring FC København lige nu, hvor Hjalte Nørregaard er midlertidig træner, William Kvist er midlertidig sportslig leder,  og der ledes tungt efter den næste træner.

Det er også et vilkår, som Mathias 'Zanka' Jørgensen er klar til at hjælpe med – endnu en arbejdsopgave i en svær tid for FC København.

»Det er et kæmpe tryk. Det er et kæmpe pres at spille i FCK. Det skal man ikke forklejne. Det må man acceptere. Det handler om, at nu går det skidt, og så skal man stå til ansvar for meget. Man skal stå og give en masse interviews efter kampe, og det er noget, som nogle af de her spillere måske ikke har prøvet før. Og slet ikke i sådan en skala, som det er nu. Men her er en masse rigtigt dygtige fodboldspillere, så mon ikke at det nok skal vende, og så er det op til os at gøre det hurtigst muligt,« siger 'Zanka'.