»Jeg bryder mig ikke om den klub.«

Mange har sagt de ord iført både en FC København- og en Brøndby-trøje, men for Jonas Wind stikker det dybt. Når de to ærkerivaler mødes på Brøndby Stadion søndag, kan det godt være, at der ikke er en eneste fan på lægterne. Så er der til gengæld mindst én på banen.

»Derbykampe betyder rigtig meget, og man skal i hvert fald ikke tabe de kampe. Det ville være forfærdeligt. Det ødelagde min dag – især da jeg var yngre og endnu mere fan, end jeg er nu, hvor jeg er blevet spiller,« siger Jonas Wind og afslører, hvor hårdt det ramte:

»Dengang kunne jeg blive rigtig ked af det, hvis FCK tabte, og jeg kunne også godt græde en smule, da jeg var helt lille. Og omvendt, hvis man vandt, så var det med Facebook-opslag og det hele og ud i skolen og snakke om kampen.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Han har prøvet, hvad det vil sige at være FC København-fan med nervøsiteten bankende fra morgenstunden inden et derby og med de følelser, som en derbysejr eller nederlag kunne fremkalde bagefter.

Nu står han ikke længere på tribunen som tidligere – hvilket også er svært for tiden, hvis ikke du har rock-frisure eller tv-smil – men Wind er i stedet blevet symbolet på en ærke-FCKer, som modstanderfansene ikke bryder sig om. Og han har ikke gjort noget for at ændre på det.

»Om Brøndby-fans kan lide mig eller ej, det betyder ikke særlig meget for mig. Jeg står nok ikke øverst på deres liste af spillere, de holder af ude på Vestegnen, fordi jeg scorede et derbymål og tyssede på dem. Men deres forhold til mig betyder ikke noget for mig, så længe at mine fans – FCK-fansene – godt kan lide mig,« siger Jonas Wind.

Han husker helt sikkert bedst det derby i 2018, hvor han i de døende minutter på Brøndby Stadion sørgede for sejren til FC København, men der har også været andre derbykampe, som har sat sig fast i erindringen hos den nu 22-årige FCK-topscorer.

FCKs Jonas Wind sammen med Rasmus Falk og Dame N'Doye efter scoring i Superliga-kampen mellem Brøndby-FCK på Brøndby Stadion søndag den 4 november 2018.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
FCKs Jonas Wind sammen med Rasmus Falk og Dame N'Doye efter scoring i Superliga-kampen mellem Brøndby-FCK på Brøndby Stadion søndag den 4 november 2018.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Der var en kamp i Parken for mange år siden, hvor FCK vinder 4-0 (i 2009, red.). Jeg ved ikke, om du kan huske det? Ailton scorede to – det ene, hvor forsvarsspillerne skøjtede rundt i hinanden. Den var jeg inde og se i Parken. Og så var der også en pokalsemifinale, hvor Nicolai Jørgensen scorer, og hvor FCK vinder 1-0 og spiller sig i finalen (i 2016, red.),« siger Wind, inden han kommer i tanke om en mere:

»Der var også den, hvor Delaney krøller den op i hjørnet til sidst (3-1 til FCK i 2015, red.). Den var jeg også inde og se, og jeg tror faktisk, at jeg stod på Sektionen, for at det ikke skal være løgn. Det var en fed oplevelse. Der er mange, jeg kan hive frem. Der er mange gode minder.«

Jonas Wind skal med andre ord nok være tændt, når Brøndby Stadion søndag er kamppladsen. Og det bliver intet problem at finde tændingen foran et tomt stadion, for han husker selv følelsen af en derbysejr som fan – og ellers husker hans bror ham på det.

»Min storebror har stået på Sektionen en del gange og er trofast FCK-fan. Han er altid god til at skrive en besked før hver kamp, men det kan godt være, at det er lige er en lidt ekstra motiverende besked med 'den skal kraftedeme have en skalle' og 'ind og smadre Brøndby-spillerne'. Det kan man godt mærke. Han er jo FCK-fan ligesom mange andre, så det betyder også ekstra meget for ham,« lyder det fra Jonas Wind.