Jack Wilshere ankom som lidt af en sensation til den danske superliga i februar. Men hans evner var ikke nok til at forhindre et forår i helvede for AGF.

Men selv en reel trussel om nedrykning har ikke taget modet fra den tidligere engelske landsholdsspiller, der melder sig klar til at blive i Aarhus.

Det skriver The Athletic, der citerer spillerens udtalelser ved et arrangement på sin gamle hjemmebane, Emirates Stadium.

»Jeg vil gerne tilbage, hvis træneren vil have mig, og jeg får mulighed for at tale med ham. Som jeg har sagt før, så er jeg virkelig glad for stedet og for byen, og jeg kan lide klubben,« siger Jack Wilshere.

Den 30-årige midtbanespiller har tidligere spillet i Arsenal, Bournemouth og West Ham. Men hans nye medspillere i AGF har alligevel imponeret Wilshere, der har spillet sammen med nogle af verdens største fodboldstjerner.

»Mindsettet var fantastisk fra spillerne. Der var ingen egoer, alle arbejdede hårdt hver eneste dag til træning. Der var ingen problemer, heller ikke når vi tabte kampe,« siger han.

Netop at tabe kampe skete ofte for AGF i anden halvdel af sæsonen. Til sidst var klubben i reel nedrykningsfare, men de klarede skærene til sidst og kan se frem til endnu en sæson i Superligaen. Måske med Jack Wilshere i truppen igen.

AGF fyrede cheftræner David Nielsen 18. maj i år. Klubben mangler fortsat at finde en ny træner.

Jack Wilshere har en måned tilbage af sin kontrakt.