Kamil Wilczek kryber nu til korset, efter han kom til at give Vejle-spilleren en hjernerystelse og en brækket kæbe.

I weekenden mødte Vejle og Brøndby hinanden, og her endte det med en sejr til de blå-gule på 2-1.

Dog blev kampen skæmmet af et sammenstød mellem den polske angriber og Kerim Memija i slutningen af første halvleg.

Begge gik op i en hovedstødsduel, men Brøndby-spilleren kom ind med alt for meget fart og med albuen først.

Han ramte Memija, der straks faldt til jorden og senere måtte lade sig udskifte. Senere kom det frem, at skaderne var alvorlige, og det får nu Wilczek til at undskylde på sin Facebook-side.

»Jeg vil gerne sige undskyld til Kerim Memija endnu en gang. Jeg tog kontakt til ham efter kampen for at undskylde for det, der skete. Håber, du kommer dig igen hurtigt,« skriver Wilczek.

Angriberen fik kun et gult kort for sin albue.

Der mangler én runde af efterårets superligakampe, som spilles i den kommende runde.