Kamil Wilczeks navn er fredag morgen blevet fjernet fra landsholdsvæggen på Brøndby Stadion af utilfredse fans.

Polakken lavede torsdag det helt forbudte skifte set med Brøndby-øjne, da han skiftede til ærkerivalerne fra FC København. Og Wilczek er nu uden tvivl et navn, man skal ytre varsomt på Vestegnen.

I hvert fald gør man sit til, at man ikke vil mindes polakken.

På Twitter er der blevet delt et billede af den såkaldte landsholdvæg på Brøndby Stadion, hvor samtlige Brøndby-spillere, der har opnået landskampe for deres respektive land, bliver hyldet.

Her er Wilczeks navn blevet overmalet. Ifølge B.T.s oplysninger er billedet ægte, og hærværket skulle være foregået fredag morgen.

Selvom Brøndby-fans gerne vil slette Wilczek fra klubbens historiebøger, så kan man ikke ændre på, at polakken igennem fire sæsoner formåede at blive klubbens mest scorende spiller i Superligaen.

I januar 2020 skiftede han så til tyrkiske Göztepe. Dengang forlod han klubben som en helt, en klublegende, men blot syv måneder senere smed han dét eftermæle i skraldespanden.

Torsdag i denne uge blev han præsenteret på en treårig kontrakt hos rivalerne fra FC København.

Det betød blandt andet, at Brøndby-fans torsdag aften mødtes ude foran stadion for at markere deres raseri over Wilczeks beslutning. Det kan du se alt om her.