Han gjorde intet for at skjule det, da han stod foran pressen i Parken.
For selv om FC Københavns Rasmus Falk med karakteristiske vellykkede badutspring i modstanderens felt leverede et fortrinligt og afgørende oplæg i 2-1-sejren over Viborg, så var der trods sejren og en førsteplads én ting, der slet ikke behagede ham.
Nemlig, at han var startet kampen på bænken bag den unge midtbanespiller William Clem.
»Jeg ville da gerne være startet inde. Det er ikke nogen hemmelighed. Jeg hader at starte ude. Jeg har hele min karriere valgt aktivt efter at spille, fordi jeg elsker at spille. Så jeg hader det. Jeg hader at sidde derude,« lød det fra Falk, der hele karrieren har spillet i dansk fodbold trods henvendelser fra udlandet.

Ændrer det på, hvordan du har det i FCK?
»Nej, det synes jeg ikke. Jeg er også bevidst om, at jeg i det sidste år har kæmpet lidt med mit baglår. Men jeg føler mig fit nu, og jeg har været rigtig glad for mine præstationer med undtagelse af Randers-kampen, der var dårlig kollektivt,« sagde Rasmus Falk og tilføjede siden om sin situation i FCK:
»Jeg har altid været vant til at spille meget og være sindssygt vigtig for FC København i mange år. Det billede har jeg stadig,« siger Falk, der er startet inde i 19 af de 27 kampe, han har spillet i sæsonen.
I Parken kom den rutinerede midtbanespiller ind i pausen – og med sit øjebliks magi i anden halvleg fik han da også stillet spørgsmålstegn ved sin chefs dømmekraft, fortæller cheftræner Jacob Neestrup med et smil.
»Det er et godt spørgsmål, hvorfor han startede ude, når han går ind og gør, som han gjorde. Men ej, jeg ved godt, hvad jeg får fra Falk, når han spiller. Jeg havde en snak med ham i går – han var sur og skuffet, men han brugte sine aggressioner over for træneren på at gøre det bedste for holdet og klubben.«
»Det er et godt tegn, når store spillere går ind og leverer varen efter at starte ude,« siger Neestrup, der ikke ville gå ind i detaljer med, hvorfor Falk var valgt til at starte ude – Falk ville heller ikke fortælle noget om samtalen.
Lige HER kan du læse B.T.s dom fra Parken, hvor særligt to episoder tog fokus.