Kim Christensen satser fortsat på at indtage FCK-målet i stedet for Johan Wiland.

FC Københavns Kim Christensen nægter at opgive drømmen om en fast plads i FCK-målet.

Efter et år i hovedstadsklubben er det ellers kun blevet til en enkelt optræden i Superligaen. Alligevel tror han fortsat på, at det vil lykkes ham at overgå den nuværende førstemålmand, Johan Wiland.

- Nu kommer der friske øjne ind i teamet, så jeg giver den en skalle og håber på, at jeg kommer til at stå, siger Kim Christensen med henvisning til ansættelsen af den nye træner, Roland Nilsson.

- Det er klart, at med sådan en sæson, vi lige har haft, så fik de samme 11 lov at spille igen og igen. De spillede en fantastisk sæson, og der er ingen tvivl om, at Ståle havde sine favoritter.

- Men nu skal det blive virkelig spændende at se, hvordan Roland vælger at sætte holdet, siger den tidligere FC Nordsjælland-keeper.

Imod Kim Christensens forhåbninger taler det faktum, at Roland Nilsson allerede efter mandagens træning bekræftede, at Wiland er et oplagt bud på holdets nye anfører.

- Selvfølgelig har Roland fulgt Wilands præstationer, og han er nok også stadig førstevalg.

- Men omvendt har han et kendskab til mig oppe fra Sverige. Og det kan da godt være, det så er min fordel, siger Kim Christensen.

At forlade FCK er i hvert fald ingen mulighed, fastslår Kim Christensen.

- Det har da været en speciel oplevelse at sidde en hel sæson på bænken efter at have udviklet mig i den rigtige retning i både Nordsjælland og Göteborg i rigtig mange sæsoner. Det er ikke tilfredsstillende.

- Men lige nu er jeg ved rigtig godt mod. Min store drøm er fortsat at komme til at stå inde i Parken og blive førstevalget her i FCK, siger han.

/ritzau/