AaBs cheftræner, Lars Friis, vidste det godt.

Nok havde gæsterne på Brøndby Stadion taget alle tre point med sejren på 1-0 torsdag aften, men det var hjemmeholdet, der dominerede.

»Jeg vil bare sige, at jeg er glad for, at vi kæmper røven ud af bukserne i dag. Men vi kunne ikke komme højere op på banen, og der har vi en dialog med spillerne om, at det også er okay. Vi var trygge og helt rolige, de kunne bare komme. For mig så det ud, som om de kunne lave indlæg til i morgen (uden at score, red.),« siger Lars Friis, der var stolt af sine spillere efter sejren.

»Jeg vil rose drengene for, at de smider hjertet derude, for det er det, de gør. Det er helt voldsomt, som de arbejder. Det her er ikke vores udtryk, men det er en fed sejr uanset. Det er en virkelig fed sejr at spille til nul på Brøndby Stadion,« konstaterer han.

Med kampen i Brøndby har AaB nu fire point ned til samme klub, men Lars Friis var ikke meget for at påtage sig favoritværdigheden i forhold til bronzen.

»Det er så kedeligt, som det er. At vi tager en kamp ad gangen, for det er måden at gøre det på. Vi er stadig i gang med bygge på,« siger han og tilføjer:

»I fisker hele tiden, og det er fair, for det er jeres job, men vi kommer til at sige det samme hele tiden. Vi kigger fremad, og det er til mandag, for hvis vi kigger længere end det, mister vi fokus på det, der er det allervigtigste, og det er kampen på mandag. Vi går efter at vinde i Herning, det behøver I ikke være i tvivl om.«

Hvis AaB så får den sejr over FC Midtjylland, vil klubben kun være et point fra andenpladsen.