Uromagere har søndag anvendt tåregas efter fodboldkamp i Brøndby. En fangruppering har desuden kastet sten mod politiet.

Opdatering klokken 19.25: Københavns Vestegns Politi oplyser i en pressemeddelelse, at fem betjente er kommet til skade efter at være blevet ramt af sten og andet kastskyts. Samtidig er syv personer blevet anholdt. LÆS MERE HER.

'Vrede fodboldfans har brugt tåregas ud for Bodega Hovsa på Seminarievej i Brøndby. Stort politiopbud på stedet,' skriver Vestegnens Politi.

B.T.s mand på stedet oplyser, at politiet har invaderet Bodega Hovsa, og at der blev trukket stave, da de gik ind.

Foto: Mathias Øgendal
Vis mere

»De er rykket ind på Hovsa og ser ud til at anholde alle derinde. Der er masser af folk derinde, der står op ad væggen lige nu.«

»De har foreløbigt taget to personer ind i bilerne, men der er mange inde på Hovsa. Der var et meget stort slagsmål, og der er rigtig meget politi. Observationsflyet kredser herover, og der er glasskår og flasker over det hele,« siger B.T.s mand på stedet.

Ifølge Ritzau er der også blevet kastet sten mod politiet.

»Der var fodboldfans, der brugte tåregas, hvilket medførte en ganske massiv politiaktion omkring Hovsa,« siger Claus Buhr til B.T.

Københavns Vestegns Politi kan dog ikke oplyse, om der foreløbigt er foretaget anholdelser.

Omkring 16.45 blev folk omkring Hovsa gjort opmærksom på, at alle i området er tilbageholdt og skal registreres og fotograferes, før de får lov til at forlade stedet. Det blev råbt ud over en megafon, fortæller B.T.s mand på stedet.

»En kilde fortæller også, at en gruppe af de hardcore fans angiveligt har barrikaderet sig på Hovsa. Politiet har for kort tid siden hentet skjolde ud af bilerne,« siger han yderligere. Det er dog ikke bekræftet.

Claus Buhr oplyser, at der er ro på i området nu, men han er ikke klar over, hvor længe politiet kommer til at være i gang ved bodegaen.

»Nu skal vi i gang med at efterforske, hvad der er sket,« fortæller han til B.T.

Ifølge B.T.s oplysninger er flere betjente blevet skadet som følge af urolighederne. Claus Buhr bekræfter, at flere betjente er blevet ramt af sten, men han har ikke yderligere kommentarer omkring, hvor mange og hvor voldsomt det er gået til.

Tidligere har B.T.s fotograf til Brøndby-FCK eller forklaret, at alt så ud til at forløbe relativt roligt efter kampen.

»Politiet gør det super godt. Alt forløber fint, og der er ingen større uroligheder. Folk får lov til lidt mere lige nu, der bliver kastet med lidt flasker, og der er flere maskerede folk i mængden.«

»Men politiet giver lidt længere snor og foretager umiddelbart ingen anholdelser lige nu, og det gør, at der ikke er nogle større ting at melde om,« fortalte vores fotograf omkring 15.30 søndag eftermiddag.