Superliga-kampen mellem Hvidovre og FC København fik et voldsomt efterspil, som intet havde med fredagens kamp at gøre.

Efter FCK havde sikret en 2-0-sejr modtog Københavns Vestegns Politi en anmeldelse om vold umiddelbart efter kampen.

»Der var en episode fredag aften, hvor fans - formentlig Brøndby-tilhængere klædt i gult - henvender sig til en gruppe FCK-tilhængere, som fører til tumult mellem de to grupperinger,« fortæller vagtchef Tommy Mandrup.

Optrinnet førte til, at en person blev anholdt. Han blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør og sigtet for vold. Personen er nu varetægtsfængslet i 14 dage.

Der er flere ikke-identificerede personer involveret i episoden, som politiet forsøger at finde frem til.

Vagtchefen fortæller derfor, at sagen fortsat efterforskes.

Ofrene for overfaldet slap med mindre skader. 

Personen, der er blevet sigtet for vold og nu sidder varetægtsfængslet, er ikke særlig godt kendt af politiet.