Nicklas Bendtner drømmer om at blive Superliga-træner.

Sådan forklarer den danske fodboldspiller i serien 'Bendtner & Philine', der bliver vist på Dplay, og spørger man hans tidligere træner i FC København, Ståle Solbakken, er det langt fra umuligt.

»Jeg kan ikke se det ske for mig nu, men om nogle år. Han skal jo i gang med en træneruddannelse. Men han har i hvert fald erfaring både på og uden for banen til at gøre både det rigtige og det gale. Han har en erfaringsbank, som få andre har,« siger den norske manager med et glimt i øjet, da han hentyder til Bendtners mange eskapader uden for fodboldbanen.

Til gengæld har han også andre evner, som kan gøre ham til en god træner, forklarer Solbakken.

»Nicklas er jo også fodboldintelligent. Hvis han satser hårdt på det, kan det da godt lade sig gøre.«

Med en fortid som spiller i verdens største ligaer og i fem forskellige lande har den 32-årige Nicklas Bendtner også en profil, som få andre kan bryste sig af, mener Solbakken.

»Han kan også specialisere sig i forhold til at være angrebstræner: Hvordan en angrebsspiller skal bevæge sig, og hvordan han skal optræde i en kamp,« siger FCK-træneren.

»Han har måske den største erfaring af alle på det punkt, og så har han spillet i mange forskellige ligaer, så han har mødt mange forskellige typer forsvar, forsvarsspillere og forsvarsvarianter,« siger FCK-træneren.

Ståle Solbakken (tv.) og Nicklas Bendtner ved et pressemøde, da angriberen blev hentet til FC København for knap et år siden.
Ståle Solbakken (tv.) og Nicklas Bendtner ved et pressemøde, da angriberen blev hentet til FC København for knap et år siden. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

I afsnittet 'Bendtner & Philine' fortæller Nicklas Bendtner følgende om trænerdrømmen.

»Det kunne være rigtig stort at få en Superliga-klub, og når du så har succes der, kan du have ambitioner om at rykke videre til en lidt større liga og en lidt større liga. Der er jo kun et vist antal klubber og en manager, så det er jo noget, hvor der er virkelig mange dygtige i faget, som mere eller mindre sidder på de klubber,« siger han i programmet.

I løbet af karrieren har Nicklas Bendtner spiller for FCK, Arsenal, Birmingham, Sunderland, Juventus, Wolfsburg, Nottingham Forest og Rosenborg.