Energikrisen kradser.
Danskerne vasker om natten, dropper julebelysningen og slukker for terrassevarmeren.
Men Superligaen? Den ruller videre for – nogenlunde – fuld belysning, og det er faldet B.T.-læser Finn Christensen for brystet.
»Jeg forstår simpelthen ikke, at fodbold skal spilles sen eftermiddag og om aftenen i weekenden – for FULDT blus på projektørerne,« siger amagerkaneren til B.T.
»Spil dog for pokker klokken 12 eller klokken 14 – så vil 90 procent af kampene nok kunne spilles uden projektører, der koster kassen i strøm.«
Finn Christensen har rakt ud til Divisionforeningen for at foreslå en fremrykning af Superligaens spilletidspunkter.
»Det er skammeligt på den måde, det er nu.«
Men der er ikke hjælp at hente fra foreningen, der repræsenterer fodboldklubberne i Danmark.
Ifølge Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen, er det umuligt at flytte kampene på grund af kontraktlige forpligtelser og planlægning i forhold til internationale kampe.
»Vigtigere er måske, at det også om dagen er nødvendigt at tænde lyset på denne tid af året for at kunne levere kampene i tilstrækkelig kvalitet,« siger han og fortsætter:
»Mange steder gælder det faktisk hele året, fordi lyset ellers er alt for forskelligt på et stadion.«
Og så handler det altså også om, at danskerne skal have tid til at gå til fodbold, siger direktøren:
»Professionel fodbold er også erhvervsudøvelse, hvor arrangementerne gerne skal ligge godt i forhold til det – ellers svarer det lidt til, at beværtninger lørdag og søndag skal holde åbent fra solopgang til solnedgang, eller journalister skal skrive og producere alt i de lyse timer.«
I lyset af energikrisen har man på flere danske stadioner valgt at reducere lyset så meget som muligt – så det samtidig ikke ødelægger oplevelsen for tilskuere og tv-seere.
Ifølge Dansk Sportsbelysning koster det i omegnen af 2.500 kroner i timen at have stadionlyset tændt under professionelle fodboldkampe i Danmark.