Et åbent sår

Det er snart to måneder siden, at Brøndbys spillere stod som forstenede på Casa Arena i Horsens – og skuede mistroisk ud over havet af gulklædte fans, der netop havde set deres helte smide mesterskabet lige før målstregen.

Horsens-angriberen Kjartan Finnbogasons sidste-sekunds-udligning forvandlede på et splitsekund en fantastisk sæson til et kæmpe antiklimaks og et traume, der blev tatoveret i fodboldsjælen på de involverede.

Tre ugers sommerferie gjorde i hvert fald hverken fra eller til. Heller ikke hos Brøndbys – ellers så hårdføre – tyske cheftræner, Alexander Zorniger, som stadig er påvirket af oplevelsen, før Brøndby mandag åbner Superligaen mod Randers.

»Det er stadig en skuffelse, der sidder dybt i mig. Og det vil være en kæmpe skuffelse, der forfølger mig i resten af mit fodboldliv,« siger Zorniger, da han efter en formiddagstræning smider sig ned i en lænestol i foyeren på Brøndby Stadion.

»Jeg har prøvet at analysere situationen, og jeg har haft mange snakke med min stab og nogle af spillerne – og også mange snakke med mig selv. Og jeg har så foretaget mine konklusioner.«

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Og hvordan lyder dine konklusioner så?

»Det vil jeg ikke sige, men spillerne ved det. Men jeg vil sige, at vi i de sidste fire-fem kampe havde en indstilling, der sagde 'Lad os gøre dette færdigt', hvor vi i stedet burde have tænkt 'Lad os fortsætte, som vi hele tiden har gjort.'«

Sæson-opstarten i Brøndby har været i gang i 14 dages tid. Som regel med to træninger om dagen. Men Alexander Zorniger har stadig svært ved at føle sig frem til, hvor dybt det tabte mesterskab reelt sidder i spillerne.

»Vi er stadig i en fase, hvor vi skal finde ud af, hvordan den skuffelse har sat sig i spillerne. Og der vil komme øjeblikke i den nye sæson, hvor vi finder ud af, hvor hårdt ramte spillerne egentlig er. For man kan ikke på forhånd sige, om en skuffelse er bearbejdet hos spillerne. Eller hos os trænere, for den sags skyld. Lige nu analyserer vi og leder efter en måde at komme videre på.«

Hvad har du i den forbindelse sagt til spillerne?

»Jeg fortalte spillerne, da vi mødtes, at jeg i løbet af tre ugers ferie ikke har været i stand til at komme mig over denne store, store skuffelse. Men også, at vi har muligheden for at stoppe op og have ondt af os selv, men vi har også muligheden for at udvikle os i denne situation.«

Brøndbys midtbaneanker, Christian Nørgaard, har på intet tidspunkt lagt skjul på, hvor hårdt nedturen i Horsens ramte ham. Og frustrationen var da også med i kufferten under Nørgaards sommerferie.

»Det har været 'tough'. Rigtig tough. Det vil jeg ikke lægge skjul på. Den gjorde og gør bare ondt. Jeg har på en måde forsøgt at danne et slags 'skjold' omkring mig for at beskytte mig selv mod skuffelsen og omgivelserne. Ellers tror jeg, at det vil tage for lang tid at komme mig over det.«

»Vi har jo kun et par ugers ferie mellem sæsonerne, og vi kan ikke tillade os at gå i lang tid og være bitre over en afslutning. For der kan ligge en succesrig oplevelse lige rundt om hjørnet, som vi så går glip af, fordi vi går og hænger fast i fortiden.«

Men kan og skal I bare glemme skuffelsen?

»Nej, vi skal bruge den til at angribe den nye sæson. Det er det, det handler om for os nu – vi skal ud og revanchere. Der hænger billeder rundt omkring – både herinde (peger på sit hoved, red.), men også fysiske billeder derinde (peger på spillernes lounge, red.) af kampen i Horsens. En reminder om, at selv om vi tog et stort step i sidste sæson, kan vi tage et endnu større step i denne sæson,« fortæller Christian Nørgaard.

Alexander Zorniger har også en tro på og et håb om, at skuffelsen kan konverteres til brændstof til den kommende sæson.

»Ja, jeg tror på, at spillerne kan vende dette til noget positivt. Men som jeg sagde tidligere, så er det noget, vi først får svar på i løbet af sæsonen. Hvad sker der, når vi løber ind i en situation, der ligner den sidste halve time af Horsens-kampen? Hvad har vi lært af det?«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Den tyske Brøndby-boss afslører, at målsætningen i den nye sæson er en top-3-placering, og han forventer i år væsentlig hårdere modstand fra ærkerivalerne fra F.C. København.

»De vil for det meste være favoritter på grund af deres økonomiske muligheder, og de vil sikkert finde nogle dyre spillere – så må vi se, om disse dyre spillere også er gode spillere. Hvis deres indkøb er pengene værd, vil de få et hold med stor kvalitet,« forudser Zorniger, som dog understreger:

»Men Midtjylland har mere eller mindre beholdt deres trup fra sidste år. De er mestrene, så lige nu må de være favoritter.«