Viktor Fischer har det godt. Rigtig godt.

Han var med i to FCK-mål og havde dermed en vigtig andel i københavnernes 3-0-sejr over FC Midtjylland. Og humøret havde han heller ingen problemer med at beskrive efter kampen. Der blev også plads til at lave lidt sjov.

»Vi har det rigtig godt. Hvordan Midtjylland har det, skal de tage med B.S.. Vi har det rigtig godt og forsøger bare at køre videre nu,« siger Viktor Fischer med en smilende stikpille til midtjydernes mentaltræner B.S. Christiansen - og vendte så tilbage til det store forspring i Superligaen.

»Det skal vi leve op til. Vi skal ikke nyde det. Vi skal leve op til det - og det starter på mandag. I dag nyder vi det, og vi griner nok også lidt i morgen, men på mandag skal vi leve op til det.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

FC København-spillerne griner naturligt nok, for de kan se, at man nu har otte point ned til FC Midtjylland og en så meget bedre målscore, at det reelt er ni point. Og når der kun er 18 point tilbage at spille om, er der naturligt nok godt humør at spore.

»Vi kunne gøre tre ting i dag. Vi kunne tabe og lukke dem ind i kampen igen. Vi kunne spille uafgjort, og så ville det være status quo. Og så kunne vi slå dem og vise, vi er bedre. Lige pt. er vi bedre - også markant bedre,« siger Viktor Fischer.

Hvor rart er det at være otte point foran?

»Lige nu er det rigtig rart. Vi gik efter at få fuldt udbytte, og vi angreb det, som vi havde aftalt med hinanden. Otte point smager af noget, men der er stadig seks kampe tilbage,« siger Viktor Fischer, inden han beder maner til koncentration.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

For næste gang venter kunstgræsset i Farum. Her har københavnerne det notorisk svært.

»Vi skal have fuld fokus på sejr i hver eneste kamp. Nu skal vi til Nordsjælland, og der har vi det altid svært. Vi får alle mulige statistikker i hovedet op til den kamp. Så vi skal vise en ny styrke deroppe,« siger Viktor Fischer og slutter af.

»Jeg har ikke noget imod at spille i Nordsjælland. Jeg har to uafgjorte deroppe, og det er jeg meget, meget stolt af.«

På mandag får han muligheden for at hente sin første sejr på kunstgræsset. Det gør Ståle Solbakken i øvrigt også.