Der var ingen tvivl om, hvad FC Midtjylland-ledelsen havde på dagsordenen, da de tirsdag ringede og inviterede sig inden for hjemme hos Albert Capellas.

Den spanske cheftræner lurede med det samme, at ledelsen var på vej med en fyreseddel, og derfor smækkede Capellas døren i.

I stedet insisterede Capellas på at tage mødet i klubben, for sådan en meddelelse hører sig ikke til i hjemmet, fortæller spanieren, der onsdag stillede op til presseseance på heden – dagen efter sin fyring.

»Hjem er hjem. Den slags kan vi tage i klubben. Det er ikke et problem. Det er der, vi hører til – både i de gode og dårlige tider. Hvorfor skulle det være derhjemme?« siger Capellas, der selvom fyringen kom som en overraskelse på dette tidspunkt, havde regnet ud, hvorfor Steinlein og Graversen inviterede sig selv indenfor.

»Jeg vidste det godt, da han ringede til mig. Jeg er 55 år og kender godt gamet. Så jeg sagde: 'Jeg kommer til klubben. Det er slet ikke noget problem.' Det var godt nok.«

Capellas' bøddel, Steinlein, roser spanieren for den måde, han modtog beskeden på efter at være blevet sneget ind i klubbens lokaler tirsdag.

»Vi fandt et lokale, og han kom, uden at nogen så det. Han kunne tage hjem og sunde sig, fordi det var en rigtig hård beslutning. Han tog det virkelig flot. Jeg håber, at jeg kan gøre det på samme måde, hvis jeg nogensinde bliver fyret,« siger Steinlein dagen derpå, hvor Capellas var endnu hårdere ramt end tirsdag.

Foto: Bo Amstrup
Vis mere

»Jeg er ked af det. Endnu mere ked af det end i går. Men for mig er det vigtigt at slutte projektet på en god måde, ligesom jeg begyndte det på en god måde.«

»Også selvom vi ikke fik de resultater, vi forventede,« fortalte den rutinerede spanier.

Og resultaterne har trods en flot europæisk kampagne mildt sagt været milevidt fra, hvad FC Midtjylland har præsteret over de seneste mange år.

Det vidner en aktuel og ultraskuffende niendeplads om, og Capellas er ikke overraskende skuffet over, hvad han har formået at få ud af FCMs trup.

Alligevel har kritikere dog peget på, at FCM på transfermarkedet ikke har givet Capellas de bedste betingelser for at lykkes – men den respektfulde spanier gør meget for ikke at sparke bagud på den ledelse, der har erkendt, at man ikke lykkedes i sin jagt på en ny permanent løsning på angriberposten.

»Jeg har sagt til klubben, hvad jeg tænker om transfervinduet, og jeg spiller med de spillere, jeg har. Jeg var meget glad for dem, jeg havde. Men selvfølgelig var det seneste transfervindue en learning lesson for mange folk i klubben – også for mig selv.«

Det, du siger, kan let forstås som en kritik af klubben. At du ikke fik de spillere, du ønskede?

»Trænere vil altid have bedre spillere. Vi pusher altid for at få mere. Vi er aldrig tilfredse. Det er en generel ting.«

»Når du prøver på at lande store spillere og investere store summer, så spiller du også op på et nyt niveau i forhandlingerne. Det har været en learning lesson for alle. Det har det også været for mig selv. For selvfølgelig var et af mine krav en nummer 9. Jeg ønskede en meget god 9er. Det var også meget tæt på at ske, men det var ikke muligt.«

Efter tirsdagens fyring ser 55-årige Albert Capellas ind i en uvis fremtid – men onsdag understreger han, at han ikke ville have været foruden tiden i FCM.