Superliga-klubben Viborg skal en tur i retten i Schweiz.

Og det er ikke en hvilken som helst retssal, den danske klub skal stå i over for to nigerianske fodboldakademier. Viborg skal i kløerne på sportens overdommer, Den Internationale Sportsdomstol (CAS), som Superliga-klubben selv har indbragt en sag for.

Det fremgår af retslisten hos CAS, hvor store og principielle sager finder vej.

Det er ikke ligefrem hverdagskost, at danske klubber ender så højt i systemet, men sagen kan ikke løses i mindelighed, og da sager på tværs af landegrænser kun kan afgøres i CAS, er det her sagen er landet.

Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Vis mere

Viborgs modparter er Dante Football Academy og Dabo Babes Academy FC fra Nigeria, der begge mener, at de har krav på træningskompensation for Viborg-spilleren Ibrahim Said, der kom til klubben i oktober 2020. Viborg har betalt til ét akademi, men et andet vil også have penge.

Nu skal CAS så finde ud af, hvilket akademi, der har ret til kompensationen, som Viborg altså har betalt én gang. Første høring i sagen finder sted 7. september.

»Vi er som sådan ikke mere indblandet i sagen og kan derfor ikke kommentere mere på den, da sagen kører p.t.,« lyder det i en sms fra sportschef Jesper Fredberg.

Kanten Ibrahim Said er 20 år, og mange fik sikkert øjnene op for ham, da han i 2019 under U17-VM scorede hattrick mod gruppens næstbedste hold, Ecuador.

Viborg lykkedes dog med at hente nigerianeren til klubben i oktober 2020, og i den tidlige del af denne sæson har han også allerede vist sig fint frem med både mål og oplæg. I alt har han optrådt 33 gange for Viborgs bedste hold, hvilket har kastet tre mål og fire assister af sig.

Nu medfører 'ansættelsen' af Said altså en sag i schweiziske Lausanne, hvor CAS hører hjemme. CAS behandler hvert år cirka 200 sager, der afgøres af domstolens voldgiftsdommere.

Opdateret 21.06 med oplysningen om, at det er Viborg, der har indbragt sagen for CAS - og  at Viborg har betalt kompensation til ét akademi.