Transfervinduet er smækket i med et brag, men hos Viaplay handler de endnu.

Superliga-rettighedshaveren tilføjer fra juli 40-årige Francis Dickoh til deres bugnende trup af eksperter.

Dermed mister DR en af stationens helt store fodboldkapaciteter, som især under VM i Qatar brændte tydeligt igennem med sin ærlighed – mest udtalt da Danmark led choknederlaget til Australien.

Noget, der altså nu kommer Viaplays seere til gode:

»Jeg er god til at komme hele vejen rundt, og jeg ved, hvornår jeg skal bruge min forskellige kompetencer. Derudover er jeg enormt ærlig, og jeg mener det, jeg siger,« siger Francis Dickoh.

På DR har han også været en del af den populære fodboldpodcast 'Fodboldlisten', men nu er der altså tid til et sceneskift:

Francis Dickoh og Brøndbys Kamil Wilczek i kamp om bolden under en kamp mellem Sønderjyske og Brøndby i 2016.
Francis Dickoh og Brøndbys Kamil Wilczek i kamp om bolden under en kamp mellem Sønderjyske og Brøndby i 2016. Foto: Jens Dresling
Vis mere

»Da jeg først fik tilbuddet og skulle beslutte mig, kildede det alle de rigtige steder, og jeg kunne mærke sommerfuglene i maven,« siger Francis Dickoh om det kommende jobskifte.

På Viaplay får han til opgave af dække Superligaen og Premier League. I førstnævnte er han særdeles velbevandret.

Dansk-ghaneseren har 133 Superliga-kampe på cv'et i klubber som FC Nordsjælland, FC Midtjylland og Sønderjyske. I 2015 var han med til at vinde det danske mesterskab med FCM.

»Superligaen er måske ikke verdens bedste liga, men det er vores liga, og det kan så meget,« siger Francis Dickoh, der indstillede karrieren i 2017.