Jacob Neestrup skulle sendes på akademiet, lød det i efteråret fra Viaplay-kommentator Niels Christian Frederiksen.

Sagen blev søndag igen taget op af Frederiksens egen arbejdsplads, efter FCK har fastholdt vinden i sejlene i de første forårsrunder.

Her gentog Neestrup sin kritik af kommentatoren og kaldte ham respektløs, fordi han efter FCK-trænerens mening fik det til at lyde, som om akademiet var 'en losseplads' – du kan høre det øverst.

Men Frederiksen mener, at det hele bunder i en stor misforståelse.

»At jeg ikke skulle have respekt for akademier, det berører mig dybt.«

»Jeg har stor respekt for akademi-delen i fodbold, og det kan jeg også bevise. Jeg har rejst rundt til 65 akademier, og jeg har i øvrigt to af hans assistenter med på de ture.«

»Og jeg har stor respekt for FC København – det ved de også derinde.«

»Det, jeg mente, var, at jeg gerne så, at FCK havde lavet en model ligesom Dortmund.«

Den rutinerede kommentator Niels Christian Frederiksen flankeret af Per Frimann og Michael Laudrup.
Den rutinerede kommentator Niels Christian Frederiksen flankeret af Per Frimann og Michael Laudrup. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Her fik den daværende assistent Edin Terzić kortvarigt en anden rolle, efter han havde overtaget cheftrænerposten kortvarigt. Den tyske storklub prøvede med Marco Rose, men da hans tid var forbi, kunne de med frisk energi hive Terzić frem igen – denne gang med hans eget setup.

»Det var det samme, jeg mente med Neestrup. Han kunne fint have været på akademiet, og så kunne man altid tage ham frem igen.«

»Og dette mener jeg stadigvæk: Jeg er modstander af, at man forfremmer assistenten til cheftræner og gør ham til en fast løsning, for jeg mener, at assistenten også har et ansvar for, at noget går galt – man arbejder i et team. Det vil sige, at når chefen bliver fyret, så er det en fiasko for hele teamet – ergo må de væk allesammen.«

Frederiksen havde altså hellere set, at dygtige Neestrup 'sad en tur over' i forhold til det mest prestigefyldte trænerjob i klubben.

»Så det var ikke sagt i disrespekt for FCKs ungdomsafdeling – tværtimod. Jeg har den største respekt for deres arbejde.«

Med resultaterne er det her så beviset på, at man godt kan få succes, selvom man ikke laver denne manøvre?

»Ja, helt klart. Og jeg kan sagtens forstå, at folk skyder efter mig nu. Gudskelov var der folk med mere indsigt i FCKs mekanismer, som gav Neestrup chancen for at køre projektet videre. Det har været en stor succes.«

»For det første har han lynhurtigt formået at få FCKs kultur på plads – omkring spillestilen og attituden.«

»Hans udtalelser (som man kan høre øverst, red.), hvor han siger, at han ikke har vundet noget endnu, er som at høre Real Madrid – og sådan skal det være i FCK.«

Frederiksen husker et eksempel, hvor Real Madrid havde slået Barcelona, og træner Vicente del Bosque blev spurgt, hvorfor de ikke løb æresrunde. Det gjorde man kun, når man vandt pokaler, lød svaret.

»Den anden ting er, at Neestrup ikke helt har vist, at han er den rette endnu – han har bevist, at Jess Thorup ikke var den rette.«

»Når man så hurtigt kan genskabe den rette FCK-ånd og få dem til at fungere trods skader gennem efteråret, så er det ret imponerende. Men det retter også lyset baglæns mod Thorup, for det sejlede jo under ham. Det kan vi nådesløst se med de resultater, som FCK har bedrevet på så kort tid.«

FCKs cheftræner, Jacob Neestrup, er ubesjret i ti Superliga-kampe, hvor det er blevet til syv sejre.
FCKs cheftræner, Jacob Neestrup, er ubesjret i ti Superliga-kampe, hvor det er blevet til syv sejre. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Frederiksen er dog ikke ked af, at han stak næsen frem og gav sin mening til kende.

»Man skal ikke have ondt af os fodboldkommentatorer, når vi tager fejl. Lige omkring den med Neestrup, så var det noget, der kom ud af det blå, og så skulle vi tage stilling til det. Jeg rationaliserede mig frem til det her ud fra mit kendskab til udenlandske klubber, hvor man arbejder i team.«

»Der er ikke mange eksempler på, at en klub i det store udland – som FCK med rette gerne vil sammenligne sig med – bare har forfremmet assistenten, og så har det bare fungeret,« siger Frederiksen og nævner Hansi Flick i Bayern München som en undtagelse.

»Men jeg må erkende – og det er jeg ikke ked af at sige – at Jacob Neestrup har gjort det rigtig, rigtig godt. Han har både bevist, at Jess Thorup var det forkerte valg, men også at det tyder på, at han er den rigtige mand til opgaven.«

»Jeg er meget imponeret over, hvad han har præsteret. Det vil jeg gerne anerkende.«

Frederiksen er klar til flere ord og meninger, når han tirsdag kommenterer Champions League-1/8-finalen mellem Chelsea og Dortmund og dagen efter Bayern mod PSG.