»Det er ikke noget, man falder over hver anden dag. Det er også atypisk, at det foregår i fodboldverdenen. Jeg er aldrig stødt på noget lignende.«

Sådan siger anklager Katrine Melgaard vedrørende sagen om den skandaleombruste Bernio Verhagen.

Onsdag blev der rejst en ny tiltale mod fupfodboldspilleren for 'bedrageri og dokumentfalsk' over for 1. divisionsklubben Viborg FF mellem 3. juli og 13. november i fjor, hvilket fremgår af en pressemeddelelse fra Midt- og Vestjyllands Politi.

»Jeg mener, at vi har en god sag, og jeg tror, at det kan bevises, at det hænger sammen på den måde,« siger Katrine Melgaard til B.T. og uddyber:

»Efter vores opfattelse har man fremsendt dokumenter til Viborg FF, hvor man har angivet at være en anden end den, man egentlig er, da de kom fra en anden afsender. Formålet var at få Viborg FF til at indgå en kontrakt, så man kunne få en økonomisk vinding,« siger hun og fastslår, at strafferammen formentlig ligger på tre til fire måneders fængsel.

Desuden er der rejst tiltale for forsøg på bedrageri og dokumentfalsk mod Lyngby BK, som ikke »bed på«, siger Katrine Melgaard.

Ifølge Viborg Stifts Folkeblad, der har fået aktindsigt i anklageskriftet, har sagen kostet Viborg FF 22.500 kroner. Det dækker over diverse flybilletter, indlogering og lommepenge, forklarer anklageren.

Det veleksekverede fupnummer, hvor 26-årige Verhagen blandt andet har misbrugt identiteten på en agent hos gigantfirmaet Stellar Group, er dog formentlig orkestreret af ham selv, ene og alene.

Arkivfoto. Bernio Verhagen i Viborg FF.
Arkivfoto. Bernio Verhagen i Viborg FF. Foto: Viborg FF's hjemmeside
Vis mere

»Vores efterforskning har drejet sig alene om ham, og det er det eneste, vi har kunnet finde frem til. Det kan godt lade sig gøre ene mand, man kan selvfølgelig også godt have fået hjælp udefra. Men hvis han har fået det, er det ikke personer, vi har kunnet finde frem til,« fastslår Katrine Melgaard.

I løbet af hele forløbet med Bernio Verhagen har Viborg FF valgt at forholde sig meget tyst til processen. Det vælger man fortsat at gøre.

Eller så godt som.

»Vi har overdraget sagen til politiet, der er ikke nyt i sagen i det fra vores side. Har politiet yderligere spørgsmål, så bidrager vi gerne, ligesom vi har gjort. Slut, færdig,« siger Viborg-direktør Morten Jensen.

Du vil ikke sige, hvad det omhandler?

»Nej. Jeg har ikke mere. Det er overdraget til politiet.«

Hvorfor vil I ikke sige mere?

»Jeg har ikke mere at sige. Det er en sag, som vi har sat punktum på og overdraget til politiet. I det offentlige rum har vi ikke yderligere kommentarer til det. Vi kigger fremad mod nogle nye ting.«

Bernio Verhagen er også tiltalt for voldtægt, røveri og flugt fra politiet, og den sag er i øjeblikket ved at blive behandlet ved Retten i Viborg. Han har siddet varetægtsfængslet siden 27. november sidste år, bortset fra 12 timer, hvor han var på fri fod efter et flugtforsøg.

B.T. afdækkede i efteråret sagen og kunne afsløre, at den hollandske fodboldspiller havde pyntet sig med lånte fjer i forbindelse med den indgåede kontrakt med Viborg. Det var sket blandt andet ved hjælp af en falsk agent og ukorrekte oplysninger.

Den jyske klub opsagde kontrakten med ham 25. november og anmeldte ham til politiet efter afsløringerne.