Torsdag var en vemodig dag i FC Midtjylland, da cheftræner Bo Henriksen fik en fyreseddel efter 14 måneder i spidsen for klubben.

Og fredag blæste midtjyderne så OB af banen med en storsejr på 5-1.

»Det er en ambivalent følelse. Det er fodbold, når det er både værst og sjovest,« lød det fra FCM-anfører Erik Sviatchenko efter kampen.

»Vi står her og er enormt glade, men i går blev Bo fyret. Vi har arbejdet sammen med ham så intenst i 14 måneder, og især i min rolle som anfører har vi haft enormt meget kontakt. Så det er selvfølgelig vemodigt.«

Mens Sviatchenko naturligvis glæder sig til, at der åbner sig en ny og spændende dør for FC Midtjylland, så er der også noget ved Bo Henriksen, som anføreren kommer til at savne.

»Han er en humørbombe. Han har altid en joke eller et smil, og den fynske dialekt fylder enormt meget. Det kommer jeg til at savne.«

»Og så er han en habil paddelspiller. Han har en rangliste, hvor han ligger i top, og det bliver spændende at se, om han ikke kommer til at mose igennem nu og blive den allerbedste,« fortsætter Sviatchenko med et smil.

»Mit forhold til Bo har været stærkt hele vejen igennem. Bo kom ind med masser af power og glæde, og der var ikke et rum, hvor man ikke kunne høre, at Bo kom ind. Der var enormt meget stemning.«

Erik Sviatchenko jubler og en af FCMs mange scoringer mod OB.
Erik Sviatchenko jubler og en af FCMs mange scoringer mod OB. Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Det får man med Bo. Der er masser af energi og glæde. Jeg har været glad for at arbejde sammen med Bo.«

Men var det så den rigtige beslutning at fyre Bo Henriksen?

»Det må tiden vise.«

Erik Sviatchenko understreger, at spillertruppen hele tiden har bakket op om Bo Henriksen.

»Vi har hele tiden stået sammen omkring det. Vi har haft næsen i sporet og arbejdet stenhårdt. Vi har villet udføre præcis det, som Bo har sagt til os. Vi er bare ikke lykkedes med det. Det kan være manglende kvalitet eller manglende formidling. Det er svært at sige. Vi har haft gode og dårlige perioder.«

»Der har været rigtig mange gode ting. Det handler om en helhed. Har vi formået at gøre de ting, som træneren gerne vil?«

»Da han kommer ind, er vi flyvende og får måske mere end fortjent, fordi vi ridder på en bølge. Man skal ikke underkende, at det sejlede rundt med kulturen. Den var totalt firkantet sat op. Der har ikke været noget at sætte en finger på, og folk har glædet sig til at komme til træning hver eneste dag. Så har man det godt, og så skal det bare lige lykkes med fodbolden. Det har det gjort i perioder, men i andre perioder har vi ikke fået det udbytte, vi ville have.«

Sviatchenko mener ikke, at FCM-spillerne har glemt, hvordan man spiller fodbold.

»Vi er stadig et enormt dygtigt og godt hold, men det er meget oppe i hovederne på folk. Det kræver en ekstra indsats, som Henrik (Jensen, red.) sagde: 'gør noget, og så gør noget ekstra.' Det så vi i dag. Det var dejligt.«

»Vi har ikke været længere væk, end vi bare har manglet det sidste, og det så vi i dag, hvor det bare klikker. Det er så dejligt kynisk, når vi scorer på de chancer, vi har.«

»Vi kender jo godt Henrik. Han er meget deduktiv og nøgtern og går ned i de mindste detaljer. Det er godt og dejligt. Det er måske også kontrastfyldt til Bo. Men man skal ikke underkende Bos kvaliteter som træner.«

Sviatchenko vil ikke blande sig i, hvem der nu skal stå i spidsen for FC Midtjylland.

»Vi skal bare være klar til det, der bliver budt, og så står vi og lytter efter som soldater.«

»Jeg har kunnet læse, om det skal være noget helt nyt, men det er ikke mit bord. Jeg er anfører for klubben og har været igennem klubbens gode og dårlige perioder. Jeg glæder mig til at se, hvem der kommer til, og så er det bare at arbejde.«