Kjartan Finnbogason er grædefærdig.

Og Mads Greve kan ikke forstå, at Vejle er ude af Superligaen efter et sammenlagt nederlag på 2-1 til Hobro efter forlænget spilletid.

»Det er klart det værste, jeg har prøvet. Skuffer mange mennesker, skuffer os selv. Det er ringe,« siger Mads Greve til Eurosport kort efter, nedrykningen er en realitet.

Tv-billeder afslører flere af de knuste Vejle-spillere, der ligger på jorden eller går rundt i tårer på et næsten fyldt Vejle Stadion.

Mads Greve i aktion for Vejle søndag aften.
Mads Greve i aktion for Vejle søndag aften. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Fantastisk opbakning. Jeg er så ked af, at vi ikke kan gøre det bedre og give dem den oplevelse, vi skulle have haft. Jeg synes godt nok, det er hårdt lige nu,« lyder det fra Mads Greve.

Vejle-stopperen var med fremme i feltet i de afgørende sekunder, men til trods for flere store chancer gennem hele kampen plus et brændt straffespark, kunne Vejle ikke få bolden i nettet.

»Vi får ikke scoret på alle vores chancer. Vi har et hav af muligheder. Vi spiller ikke ovres bedste kamp i dag, men skaber alligevel et hav af chancer.«

Adspurgt om, hvordan Vejle skal rejse sig efter nederlaget, er Mads Greve uden ord.

»Det kan jeg ikke tænke på lige nu.«

Kort inden pausen brændte Kjartan Finnbogason straffespark for Vejle, efter Vito Mistrati-Hammershøy på smuk vis bragte Hobro på 1-0.

Emmanuel Sabbi scorede det afgørende mål på hovedstød efter 104 minutters spil.

Hobro er dog ikke sikre på overlevelsen i Superligaen endnu. De skal møde nummer to i første division, hvilket kommer til at blive enten Silkeborg eller Viborg.