I FC København er der en spiller, der har spillet på meget større adresser end alle sine holdkammerater.

»At have Zinedine Zidane som træner er en af de vildeste oplevelser, jeg har haft. Han er en legende, og det er en stolthed at kunne sige, at jeg har trænet hver dag med ham,« siger FCKs højre back Guillermo Varela.

Manden fra Uruguay har spillet for Manchester United, ligesom han har været en del af Real Madrids ungdomshold Castilla, der dengang havde Zinedine Zidane som træner.

»Jeg blev meget, meget intimideret, fordi man har så meget respekt for ham. Han er en person, som kigger dig i øjnene, når han taler til dig. Man føler frygt indeni, og ens hjerte galoperer afsted.«

Det virker en smule surrealistisk at stå på træningsanlægget på Jens Jessens Vej på Frederiksberg med en mand, som har haft holdkammerater som Wayne Rooney, Bastian Schweinsteiger og Marcus Rashford.

Old Trafford, Manchester United og Real Madrid virker uendeligt mange kilometer og en del universer væk.

»Forskellen mellem et hold som FCK og de store hold ligger i en masse ting, de små detaljer. Men også et godt træningskompleks, for eksempel. Det her er fint, for der findes jo hold, der ikke har noget. Men FCK er det største hold i Danmark, og jeg synes, at der mangler et ordentligt træningskompleks,« siger Guillermo Varela og peger ud på de tre solbeskinnede fodboldbaner på Frederiksberg, hvoraf den ene er under ombygning.

»Vi har et voldsomt flot stadion, men vi mangler et virkelig godt træningskompleks for at komme deropad.«

Guillermo Varela (tv.) jubler sammen med Marcus Rashford og Juan Mata i Premier League-kampen mod Arsenal 28. februar 2016.
Guillermo Varela (tv.) jubler sammen med Marcus Rashford og Juan Mata i Premier League-kampen mod Arsenal 28. februar 2016. Foto: NIGEL RODDIS
Vis mere

Den 27-årige Varela endte i FC København for halvandet år siden efter et ophold på halvandet år i Peñarol fra Uruguays hovedstad, Montevideo.

Holdet er Varelas favorithold, og det var hans store drengedrøm at spille dér – også selv om det må siges at være et skridt ned ad stigen fra Manchester United. For vejen til København har været snørklet for ham.

Peñarol, Manchester Uniteds U23-hold, Real Madrids Castilla-hold, Manchester United igen, Eintracht Frankfurt og endnu en gang Peñarol i Uruguay, inden turen gik nordpå. Han ankom til København skadet, og valget faldt på hovedstaden af flere grunde.

»Faciliteterne og lægestaben er meget bedre her end i Uruguay, og så havde jeg behov for at vende tilbage til europæisk fodbold,« forklarer Guillermo Varela, der er flyttet hertil med sin kone.

»De første måneder var hårde, og jeg var ovenikøbet skadet, men nu er jeg på rette vej, jeg forstår livet og kulturen bedre.«

På banen var udfordringerne der også. Varela skulle passe ind i et nyt system og en ny spillemåde, som han ikke var vant til. Blandt andet situationer, hvor holdet skulle presse.

Med tiden har han dog arbejdet sig op som det klare førstevalg på højreback, og han har spillet samtlige minutter for FC København, siden Superligaen er genoptaget efter corona-pausen.

»Det hele ændrer sig. Når man spiller, får man tillid. Men det har også hjulpet med andre spansktalende spillere på holdet som Bryan Oviedo, Michael Santos og Pep Biel. Til at starte med følte jeg mig alene, da var det kun Zeca, der talte spansk,« fortæller Varela og nævner én ting, som kom bag på ham, da han flyttede til Danmark.

Guillermo Varela har spillet 42 kampe for FC Københavns førstehold. Her er han i aktion mod Mikkel Damsgaard og FC Nordsjælland.
Guillermo Varela har spillet 42 kampe for FC Københavns førstehold. Her er han i aktion mod Mikkel Damsgaard og FC Nordsjælland. Foto: Niels Christian Vilmann
Vis mere

»Jeg blev overrasket over den måde, danskerne lever på. Jeg troede, at de ville være meget koldere! Men i virkeligheden er de altid meget høflige og ser fremad.«

Når man taler med en mand som Guillermo Varela, der i en alder af 27 år har spillet i fem forskellige lande, går snakken naturligt hen mod, hvad fremtiden mon byder på.

»Ærligt ved jeg det ikke lige nu. Men jeg vil gerne spille for et stort hold. Et nyt storhold,« forklarer han med hentydning til Manchester United og måske nok Real Madrid, hvor han har spillet - dog uden at få førsteholdsdebut.

»Siden jeg kom hertil, har planen egentlig været, at jeg skulle komme mig efter min skade og spille den sidste måned i Superligaen sidste år. I denne her sæson skulle jeg starte lidt efter lidt for at ende med at spille rigtig mange kampe.  Og så er aftalen, at jeg kan skifte væk engang i fremtiden, hvis der kommer et bud, som passer alle parter,« siger den 174 centimeter høje mand med et smil.