OB var bagud 0-2 hjemme mod FC Nordsjælland efter 88 minutter, men fik reddet 2-2 hjem med to sene mål.

OB var på vej mod et hjemmebanenederlag til FC Nordsjælland i Superligaens mesterskabsslutspil, men på to sene mål fik fynboerne reddet det ene point.

Med et mål på straffespark i det sjette minut af tillægstiden sørgede Bashkim Kadrii for, at kampen sluttede 2-2.

FC Nordsjælland kom ellers foran 2-0 i det 87. minut ved Andreas Skov Olsen, men to minutter senere reducerede netop indskiftede Rasmus Festersen og bragte spændingen tilbage i opgøret.

Casper Nielsen (OB 11) mod Godsway Donyoh (FCN 11) Superliga Fodbold Odense Boldklub mod FC Nordsjælland. Nature Energy Park Odense. Fredag den 19 april 2019.. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)
Casper Nielsen (OB 11) mod Godsway Donyoh (FCN 11) Superliga Fodbold Odense Boldklub mod FC Nordsjælland. Nature Energy Park Odense. Fredag den 19 april 2019.. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Fisker
Vis mere

OB nåede at heade bolden på overliggeren i den hektiske slutfase mod det unge FCN-mandskab.

Til sidst blokerede nordmanden Ulrik Yttergård Jenssen bolden med hånden, og det udløste et straffespark. Kadrii var sikkerheden selv og skaffede det ene point til OB, som dog stadig ikke har vundet i mesterskabsslutspillet efter fire kampe.

I superligatabellen ligger OB nummer fire og har et point op til formstærke Esbjerg på tredjepladsen. FC Nordsjælland ligger nummer seks med seks point op til Esbjerg.

Forud for den dramatiske afslutning havde de to hold spillet en jævnbyrdig kamp med muligheder i begge ender.

Superliga Fodbold Odense Boldklub mod FC Nordsjælland. Nature Energy Park Odense. Fredag den 19 april 2019. (Foto: Claus Fisker/Scanpix 2019)
Superliga Fodbold Odense Boldklub mod FC Nordsjælland. Nature Energy Park Odense. Fredag den 19 april 2019. (Foto: Claus Fisker/Scanpix 2019) Foto: Claus Fisker
Vis mere

I første halvleg fik de nordsjællandske gæster blandt andet gode muligheder til Andreas Skov Olsen og Godsway Donyoh, men begge muligheder blev reddet af Sten Grytebust i OB-målet.

Ti minutter inde i anden halvleg tog gæsterne fra Nordsjælland så føringen, da angriber Mikkel Damsgaard helt fri kunne sende indlægget fra wingback Mads Valentin Pedersen i mål.

Det så længe ud til at blive kampens eneste mål, men efter tre mål i en dramatisk slutfase endte opgøret 2-2.

/ritzau/