Der er ingen Superliga-spillere, der har været nævnt oftere på det seneste end Nicolai Vallys.

Hadbeskeder fra Brøndby-fans og et møde med den stemningskoordinerende fangruppe, Alpha, som – indtil videre – nægter at initiere sange for den nye Brøndby-stjerne, er noget af det, der har præget Østerbro-drengens første tid i som rekordindkøb i Brøndby, fordi han tidligere har været FC København-fan.

Men søndag gjorde Vallys sit for at få tingene til at handle om alt det inden for kridtstregerne.

Med et mål og et oplæg i 2-2-kampen mod Randers FC skabte han masser af kærlighed på lægterne – og da han mødte den skrivende presse, gjorde han alt for ikke at træde nogen over tæerne efter at være blevet skærmet for mikrofoner i den seneste uge.

Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Det var meget udtalt, da B.T. stillede spørgsmål til hans omtumlede start uden for banen.

»Det gider jeg ikke at snakke om. Jeg har fokus på at spille fodbold, og det er der, at den ligger.«

Havde du regnet med, at dit klubskifte ville gøre dig til hovedperson i så lang tid?

»Det ved jeg ikke. Det gider jeg heller ikke snakke om.«

Er de første uger her i Brøndby nogle uger, du kommer til at huske?

»Selvfølgelig er det det. Det er altid specielt at skifte klub, og man kommer fra noget, man har været rigtig glad for. Det er altid nyt, og man skal finde sig til rette – men jeg er blevet taget enormt godt imod på holdet og herude i klubben, så jeg glæder mig bare til at falde endnu mere til.«

Og noget kan tyde på, at Vallys meget snart får meget mere ro til at falde til.

I søndagens kamp flød det fra langt de fleste kanter nemlig over med kærlighed rettet mod Vallys – først fik en fan lov til at overtage megafonen fra Alpha på stemningstribunen, så andre fans kunne give Vallys en hyldest-sang inden kampen, og derefter gjaldede det: 'VALLYS, VALLYS, VALLYS!', da Niels Frederiksen tog Vallys ud, da han lignede kampens matchvinder.

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Den modtagelse rører den nye Brøndby-profil dybt.

»Jeg mærkede en kæmpe kærlighed i dag, og også da jeg blev skiftet ud. Det var virkelig fedt. Jeg ved ikke, om jeg havde regnet med det, men jeg har tidligere også mærket en stor kærlighed, så det var rigtig, rigtig dejligt at komme ud at spille foran en masse fans,« siger han og tilføjer om øjeblikket efter sit 2-1-mål, hvor tårerne nærmede sig øjenkrogene.

»Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle juble. Jeg var så glad, man. Det var helt fantastisk, og så tror jeg, det var en blanding af, at jeg var glad og fik en kæmpe forløsning, efter jeg havde spillet en lortekamp. Så at jeg kunne bidrage med mål og oplæg og høre det kæmpe jubelbrøl, det var helt magisk,« siger Vallys, der er bitter over, at Randers FC fik udlignet til allersidst.

»Det var helt forfærdeligt at sidde ude på bænken og følge med i de sidste minutter, hvor de lagde en masse bolde i feltet. De fik scoret, og ja, det er enormt bittert.«

Fra cheftræner Niels Frederiksen lød der efter kampen også roser til Vallys, der altså har været lidt igennem i den seneste tid.

»Han har taget det stille og roligt, selv om noget af det, han har måttet se og høre på, har været langt over grænsen.«

»Jeg håber, vi er videre nu. Der blev sunget for ham, han har en assist og et mål, og mon ikke, vi kan parkere det her og sige, vi ikke gider tale mere om det.«

Niels Frederiksen nægtede at kommentere på det møde, som Vallys har haft med fan-gruppen Alpha, fordi han ikke selv var til stede.