Da Nicolai Vallys søndag aften bragte Brøndby på 1-0, holdt han sig bestemt ikke tilbage i sin jubel for Brøndbys fantribune, Sydsiden.

Heller ikke selv om det var hans eksklub Silkeborg, det gik ud over.

»Selvfølgelig jubler jeg, når jeg scorer for mit eget hold. Uanset hvem jeg spiller imod. Det var jeg overhovedet ikke i tvivl om.«

For nogle sæsoner siden gik der nærmest mode for spillere i ikke at juble over scoringer mod deres tidligere klubber.

Brøndbys Nicolai Vallys til 1-0 under superligakampen mellem Brøndby og Silkeborg i Brøndby søndag den 12. marts 2023
Brøndbys Nicolai Vallys til 1-0 under superligakampen mellem Brøndby og Silkeborg i Brøndby søndag den 12. marts 2023 Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Men for Nicolai giver det ingen mening ikke at juble, når man scorer et mål.

»Nej, jeg synes, at det giver sig selv. Og det var bestemt ikke nogen hån mod min gamle klub. Det var bare en glæde, der skulle ud.«

Han kunne samtidig juble over, at Brøndby med søndagens 2-1-sejr tog et stort og vigtigt skridt op på den rigtige side af top-6-stregen, der på søndag skærer Superligaen over i to dele.

Og spørgsmålet er, om han på tirsdag får endnu mere at juble over, når Kasper Hjulmand udtager sit landshold til EM-kvalifikationskampene mod Kasakhstan og Finland.

Brøndbys Nicolai Vallys til 1-0 under superligakampen mellem Brøndby og Silkeborg i Brøndby søndag den 12. marts 2023. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Brøndbys Nicolai Vallys til 1-0 under superligakampen mellem Brøndby og Silkeborg i Brøndby søndag den 12. marts 2023. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det tænker jeg ikke så meget over. Lige nu er jeg glad for, at vi har fået tre point i dag og har fokus på næste uges kamp. Og så må vi se, hvad der sker.«

Men Kasper Hjulmand har tidligere nævnt dig som en spiller, han holder ekstra øje med. Kilder det ikke lidt i maven, hver gang der skal udtages landsholdstrup.

»Det ved jeg ikke. Det gider jeg faktisk ikke stå og kommentere på,« lød det fra en storfrysende Vallys – der vist glædede sig til det varme bad, der ventede.