»Det er stukket helt af.«

Det, der skulle have været et lille hyggeligt arrangement for OB-fans før pokalfinalen, er blevet meget større, end initiativtageren havde regnet med.

Odense-værtshuset Lørups Vinstue ville samle en busfuld fans til morgenmad, øl og en bustur til finalen i Brøndby, hvor OB møder FC Midtjylland 26. maj.

Det fortæller værtshusets ejer, Rasmus Ullehus, til B.T.

Rasmus Ullehus har været OB-fan i mange år og håber på fynsk sejr i pokalfinalen 26. maj.
Rasmus Ullehus har været OB-fan i mange år og håber på fynsk sejr i pokalfinalen 26. maj. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Men nu er vi oppe på fire normale busser og en dobbeltdækker. Det er 295 mennesker i alt, og vi kan ikke have flere,« siger Rasmus Ullehus.

»Det er helt vildt sejt. Jeg havde bare håbet på en bus med 54 fans, der ville med og støtte 'striberne',« fortsætter Rasmus Ullehus, der tidligere har været formand for fankomiteen i klubben.

Og målet er klart.

»Vi henter pokalen med hjem.«

Der gik ikke mange timer, før den første bus var fuldt booket, og så valgte Rasmus Ullehus at skaffe en bus mere.

Men tilmeldingerne fortsatte med at strømme ind.

»Det er meget større, end jeg havde regnet med.«

»Det er en billig tur, og planen var ikke at tjene penge. Men at flere lærer vores værtshus at kende, er jo bare fint.«

Cirka 100 af de tilmeldte skal spise morgenmad sammen inden afrejse mod den store fodboldfest på Brøndby Stadion, hvor OB kan vinde en titel for første gang i 15 år.

»Jeg håber, at dagen ender med en pokal til Odense. Det ville være kæmpestort,« siger Rasmus Ullehus, der var med i Parken dengang for 15 år siden.

Dengang spillede han på OB-fansenes stortromme. Det samme gør han i øvrigt ofte, når der er landskamp i Parken.

»Jeg tror, OB vinder 1-0, og så skal vi tilbage og feste hele aftenen på Lørups. Fansene og Odense fortjener en sejr.«

OB-fansene har revet de 12.000 billetter væk til pokalfinalen.
OB-fansene har revet de 12.000 billetter væk til pokalfinalen. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Rasmus Ullehus er kommet på Odense Stadion, siden han var fem år gammel.

»Og jeg har været bolddreng i mange år. Jeg var det blandt andet til Lars Høghs afskedskamp og til åbningen af det nye stadion,« fortæller han.

I dag kommer han fortsat ofte på stadion for at støtte 'byens hold'.

»Men de sidste mange sæsoner har det været mere for fællesskabet og hyggen end for fodbolden.«

De medrejsende OB-fans kan glæde sig til pølsemiks på Brøndby Stadion, der helt særligt er kommet på menuen.

OB har ikke tabt i de 11 kampe, der er spillet, siden pølsemiks gjorde comeback på Odense Stadion i starten af april.