Fem point ned til Brøndby og seks point ned til FC Midtjylland efter søndagens topkamp i Herning, hvor FC København vandt 1-0 på et sent mål.
Nederlaget til løverne gør, at FC Midtjylland-træner Bo Henriksen kaster al favoritværdigheden over på hovedstadsklubben.
»Der er ingen tvivl om, at FC København er kæmpe favoritter til at vinde det mesterskab. Det er jo det vilkår, som der er, når man fører med seks point, og så skal vi ud og jagte og gøre alt, hvad vi kan, og det gør vi,« siger Bo Henriksen.
Er det godt nok for FC Midtjylland?
»Selvfølgelig er vi ikke tilfredse med det, det siger sig selv. Det synes jeg også, at vi viser i dag. At vi spiller lige op med FC København. Vi skaber i perioder også de chancer, der skal til for at vinde den fodboldkamp. Vi mangler de marginaler, som man kan sige, at FC København har,« siger han og fortsætter:
»Det er jo fodbold, når det er bedst og værst. Det skal vi lære af. Vi skal blive bedre og dygtigere og gøre alt, hvad vi kan for at få marginalerne over på vores side,« forklarer Bo Henriksen og tilføjer om kampen:
»Det er to gode fodboldhold. Det bølger meget frem og tilbage, og begge hold har spillet en fin fodboldkamp, og det er heldigvis sådan, det skal være, at det er nogle tilfældigheder til sidst, der afgør det. Vi viste så sandelig i dag, at vi kan være med.«
Målet til FC København kom efter en gigantisk fejl af Elias Olafsson i værternes kasse, og Bo Henriksen gjorde allerede efter slutfløjt en indsats for at løfte humøret hos sin keeper.
»Elias har været fantastisk, og han er en fantastisk målmand nu og bliver en rigtig stor målmand på et tidspunkt, hvor han kommer ud på store herregårde, det er jeg slet ikke i tvivl om. Og så laver han en fejl. Det er sådan, fodbold er. Jeg giver ham masser af kærlighed og har fortalt ham, at han skal rejses op igen på alle mulige måder. Det ved jeg også, at han gør, for han er rigtig, rigtig dygtig.«
»Nogle gange laver vi fejl som mennesker, og sådan er virkeligheden. Det ved han også godt, for han er selv mest ked af det. Han er en stor dreng og et menneske, som er ærgerrigt, så selvfølgelig er han træt af det, men i sidste ende ved han, at han er dygtig, og at han kan hjælpe os på rigtig mange måder,« lyder det med selvsikkerhed fra Bo Henriksen.
