Han scorede til 1-0, og burde være en glad mand. Ikke desto mindre var det efter AGF's sejr på 2-1 over Superliga-bundholdet Esbjerg fB ikke muligt at få en kommentar fra Mustapha Bundu.

»Han har ikke lyst til at tale med pressen,« sagde AGF's kommunikationschef Søren Højlund Carlsen til B.T. efter den dramatiske kamp, der blev afgjort på en fuldtræffer af Mustafa Amini tre minutter inde i dommerens tillægstid.

Årsagen til AGF-målscorerens tavshed var formentlig, at han 10 minutter før pausen blev udskiftet.

Dispositionen var han nemlig så utilfreds med, at han lavede store, demonstrative armbevægelser.

AGF's cheftræner David Nielsen.
AGF's cheftræner David Nielsen. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

»Formålet med udskiftningen var, at jeg ville sende et signal til mine spillere. De skulle simpelthen vækkes, da jeg kunne se, at scoringen betød, at vi fragav os noget initiativ. Desuden havde Bundu under opvarmningen mærket lidt i sit baglår. Derfor tænkte jeg, at nu har han scoret en gang, så lad os tage ham ud og få Jakob Ankersen ind i stedet,« sagde cheftræner David Nielsen.

I et tv-interview umiddelbart før anden halvlegs begyndelse havde David Nielsen på Canal 9 forklaret, at årsagen til udskiftningen var, at Mustapha Bundu havde tabt lodtrækningen.

»Behøver jeg virkelig at kommentere på jokes? Det virker lidt dumt,« sagde David Nielsen med et lettere irriteret træk på skulderen.

I det hele taget havde David Nielsen det ikke specielt komfortabelt med at tale om udskiftningen af Mustapha Bundu.

AGF's cheftræner David Nielsen i aktion på sidelinien i søndag eftermiddags Superliga-regnvejrskamp mod Esbjerg fB.
AGF's cheftræner David Nielsen i aktion på sidelinien i søndag eftermiddags Superliga-regnvejrskamp mod Esbjerg fB. Foto: John Randeris
Vis mere

»Måske var det forkert. Men jeg havde en dårlig følelse omkring den måde vi spillede på. Derfor sprang jeg en bombe. Vi spillede dårligt, efter vi var kommet foran, og derfor skulle der efter min mening ske noget. Det er nemt at gøre noget forkert. Måske havde vi vundet 3-0, hvis vi havde beholdt ham på banen,« sagde David Nielsen og tilføjede:

»Nu har vi her efter kampen brugt 80 procent på at tale om min tidlige udskiftning af Bundu. Det synes jeg er forkert. Vi erobrer sejren og de tre point. Vores sejr over Esbjerg er intet mindre end skelsættende. Normalt plejer jeg ikke at kigge på pointtabellen, men kort tid før vinterpausen ligger vi nummer tre i Superligaen, og det er vigtigt. Det er superfedt at vinde på en scoring i overtiden.«

I Esbjerg-lejren ærgrede man sig over nederlaget.

»Jeg synes, vi havde fortjent en bedre skæbne. Selvfølgelig er jeg glad for min karrieres første scoring i Superligaen. Men her efter kampen ærgrer jeg mig altså over nederlaget,« sagde Patrick Egelund, der var kommet på banen i anden halvleg i stedet for Lasha Parunashvili.