Da AaB med 3-3 mod Lyngby på Aalborg Stadion sikrede sig klubbens andet danmarksmesterskab, var det både stjerner og vandbærere, der fik guldkasketter og medaljer.

Og så var der de lokale talenter, blandt andre Jimmy Nielsen i målet og U21-landsholdsspilleren Thomas Bælum.

1999-holdet var resultatet af stærke indkøb, gode talenter og en erfaren stamme. Sat sammen af Lynge Jakobsen og Børge Bach og eksekveret af træner Hans Backe. Men måske kunne det være blevet så meget mere.

Året efter var man et mulehår og et dommerskøn fra at komme i Champions League – meget var nok anderledes med VAR – men derefter lykkedes det ikke at forblive en fast del af toppen.

To af de unge talenter på AaBs hold i 1999 - målmand Jimmy Nielsen og Thomas Bælum(tv) - hér fotograferet på en U21-landsholdstur til Prag.
To af de unge talenter på AaBs hold i 1999 - målmand Jimmy Nielsen og Thomas Bælum(tv) - hér fotograferet på en U21-landsholdstur til Prag. Foto: PALLE HEDEMANN
Vis mere

»Ja, hvad kunne det være blevet til? Vi var jo fem minutter fra Champions League. Det er ikke sikkert, man kunne være blevet det samme som FC København, men meget havde nok set anderledes ud.«

Sådan ræsonnerer Thomas Bælum, dengang talent og anfører på U21-landsholdet. Men i dag, 22 år senere, er han direktør for AaB.

»Fodboldkonceptmæssigt skylder FCK lidt,« griner direktøren i dag.

Med god grund.

22 år efter AaBs andet mesterskab blev sikret på Aalborg Stadion, har Thomas Bælum stadig sin daglige gang i AaB. Dengang som ungt talent - i dag som direktør.
22 år efter AaBs andet mesterskab blev sikret på Aalborg Stadion, har Thomas Bælum stadig sin daglige gang i AaB. Dengang som ungt talent - i dag som direktør. Foto: Henning Bagger
Vis mere

For det var med først Hans Backe og siden Ståle Solbakken som træner og deres måde at skabe en firebackkæde, der etablerede københavnerne – måske på bekostning af AaB – som løven blandt savannens dyr i Fodbolddanmark.

Thomas Bælum husker også Hans Backes indtog på Hornevej, der kulminerede med mesterskabet:

»Han var en træner med et meget tydeligt koncept, som jo havde en høj indvirkning på dansk fodbold. Han kom med en professionalisering af træningen a la Rosenborgs succes,« fortæller Thomas Bælum, der i løbet af sæsonen fortrængte en anden lokal, Jakob Krüger, fra startopstillingen:

»Hele måden at træne på og antallet af træninger steg voldsomt. Den måde at øve firebackkæde og spille på var måske ikke revolutionerende, men nyskabende at have så klare principper.«

Thomas Bælum i sin tid som spiller for AaB i kamp mod Peter Graulund i Brøndby.
Thomas Bælum i sin tid som spiller for AaB i kamp mod Peter Graulund i Brøndby. Foto: KASPAR WENSTRUP
Vis mere

Thomas Bælum har stadig kontakt til flere af dem, også fordi mange af spillerne stadig er i fodboldverdenen.

Når direktøren sammenligner trupsammensætningen på 1999-holdet med i dag, ser han flere lighedspunkter:

»Der var jo en kerne, som havde spillet i AaB i mange år. Nogle, der kom fra ungdomsakademiet. Så det var en god blanding med de her internationale stjerner også. Men stadig stjerner, som skulle have genstartet deres karriere eller ikke havde braget igennem andre steder.«

Falder snakken på sin egen rolle i AaBs andet mesterskab, bliver tonelejet sat på 'nordjysk ydmyghed' mere end 'Solbakkenske' armbevægelser:

»Det var jo ikke givet, jeg skulle spille hver gang, men jeg kom ind og fik en god rolle på holdet. Jeg håber da også, jeg bidrog, men det var også bare et rigtig fint hold.«