OBs unge venstreback Mathias Brems fik sæsondebut, da OB slagtede Vejle med 6-0 i fredags.

Det 19-årige forsvarstalent kom til OB som 11-årig og skrev kontrakt med førsteholdet i december 2020.

Tidligere på sæsonen spillede han alle 90 minutter mod FC Roskilde i pokalturneringen.

»Det har været en drøm at komme med på førsteholdet, og siden jeg skrev under i december, har jeg bare glædet mig til det. Det er bare vanvittig fedt at være nået hertil efter så meget hårdt arbejde, fortæller Mathias Brems til Fyens Stiftstidende.

»Mit mål er at blive en fast del af OBs førstehold og spille kontinuerligt. Jeg drømmer selvfølgelig også om udlandet en dag, men jeg har det sådan, at man skal tage et skridt ad gangen, og det første er at bide sig fast her, og så må jeg se, hvad fremtiden bringer,« fortsætter han.

Mathias Brems så det meste af fredagsfesten fra bænken, men blev skiftet ind til de sidste 19 minutter mod Vejle, så han fra nærmeste hold kunne se holdkammeraterne Troels Kløve og Jakob Breum slå de sidste søm i Vejle-kisten med scoringerne til 5-0 og 6-0.

På venstreback konkurrerer han med Jørgen Skjelvik om spilletiden, mens det i nordmandens fravær var Robin Østrøm, der startede på pladsen mod Vejle. Østrøm har tidligere på sæsonen spillet højreback, selvom han ser sig selv som midtstopper.

Mathias Brems' kontrakt med OB gælder til sommeren 2023.

Mathias Brems (bagerst i midten) jubler med holdkammeraterne, da OB storsejrede mod Vejle.
Mathias Brems (bagerst i midten) jubler med holdkammeraterne, da OB storsejrede mod Vejle. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Jeppe Tverskov, Aron Thrándarson og Mads Frøkjær kom alle på rundens hold i Superligan for deres præstation mod Vejle.

Troels Kløves 5-0-scoring blev kåret som rundens mål.