Lyt til artiklen

Brøndby slog OB med 2-0 i Daniel Wass’ comeback-kamp for klubben, hvor 16-årige Oscar Schwartau brillerede.

Brøndby havde tabt de seneste tre kampe i Superligaen, men søndag blev den stime brudt, da det blå og gule hjemmehold vandt 2-0 over OB.

OB’s krise er dermed forlænget. Fynboerne ligger fortsat på sidstepladsen i Superligaen og er uden sejr efter fem kampe.

Det er 11 år siden, at Daniel Wass senest spillede for Brøndby, men i sejren over OB gjorde landsholdsspilleren comeback for sin barndomsklub, for hvilken især 16-årige Oscar Schwartau viste sig frem.

Wass og co. var altdominerende i kampen mod OB, og et meget kompakt Brøndby-hold efterlod ikke meget spil og plads til de fynske gæster.

OB havde det i det hele taget rigtig svært ved at sammensætte flere sammenhængende afleveringer, og det høje Brøndby-pres blev for stor mundfuld for gæsterne.

Brøndby-målmand Thomas Mikkelsen havde søndag erstattet en skadet Mads Hermansen, men det var ikke meget, den rutinerede keeper havde at se til. OB havde store udfordringer med at spille sig frem til chancer.

Brøndby kom fantastisk ud til kampen. Hjemmeholdet sad på det hele fra dommerens startfløjt, og OB måtte løbe meget efter bolden.

Den blev spillet flot rundt af Brøndby i første halvleg, og allerede efter 11 minutter fik Niels Frederiksens tropper tildelt et straffespark, da OB-forsvarsspiller Bjørn Paulsen havde hånd på bolden i feltet. En noget hård dom at dømme ud fra den langsomme gengivelse.

Midtbanegeneralen Josip Radosevic tog revanche for det brændte straffespark mod Basel i Conference League-kvalifikationen, da han stensikkert satte bolden ind til 1-0.

Superligakampen mellem Brøndby-OB i Brøndby søndag den 14. august 2022
Superligakampen mellem Brøndby-OB i Brøndby søndag den 14. august 2022 Foto: Claus Bech
Vis mere

Lige over en halv time inde i kampen scorede 16-årige Oscar Schwartau sit første mål i Brøndby-trøjen, da han fra kanten af feltet sendte bolden helt op i målhjørnet.

Det gjorde ham samtidig til Superligaens næstyngste målscorer nogensinde med sine blot 16 år og 89 dage. FC Københavns Roony Bardghji er den yngste. Han var 16 år og 13 dage, da han første gang nettede i ligaen.

Brøndby startede anden halvleg, hvor de slap. Hjemmeholdet var i fuld kontrol, og det var ikke meget tid, som gæsterne fra OB fik på bolden.

Det var dog tydeligt, at Brøndby var fuldt ud tilfredse med 2-0-føringen, så bolden blev bare spillet komfortabelt rundt i egne rækker, og anden halvleg bød dermed ikke på de helt store chancer.

/ritzau/

Og du kan genopleve dem alle i LIVE-bloggen her: