Bølgerne gik højt, da dommer Jakob Kehlet knap fire minutter inde i tillægstiden i mandagens Superliga-kamp mellem AC Horsens og Esbjerg fB valgte at dømme straffespark til sidstnævnte.

Efterfølgende skrev AC Horsens på sin hjemmeside, at de følte sig snydt.

Dagen derpå har B.T. fanget Jakob Kehlet på telefonen.

»Faktisk har jeg ikke rigtig nogen kommentar til det. Det er jo en situation, hvor det ene hold bliver sur, hvis jeg dømmer det ene, og det andet hold vil være utilfreds, hvis jeg dømmer det andet,« siger Jakob Kehlet.

Dommer Jakob Kehlet har dømt straffespark til Esbjerg i mandag aftens Superliga-kamp mellem AC Horsens og Esbjerg fB på Casa Arena i Horsens.
Dommer Jakob Kehlet har dømt straffespark til Esbjerg i mandag aftens Superliga-kamp mellem AC Horsens og Esbjerg fB på Casa Arena i Horsens. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Har du set situationen på tv?
»Ja, det har jeg. Men før jeg udtaler mig nærmere, skal den gennem en validering (hos et fagudvalg, red.), fordi den er så speciel.«

Er du enig med Horsens-spillerne i, at du laver en fejl?
»Nej. Fodboldloven siger ret entydigt, hvordan det er. Man kan godt støtte på armen, hvis man går ned og har hånden i jorden. Men i det øjeblik, hvor armen bliver udstrakt, så er der forsætlig hånd på, selvom den for spilleren nok føles uforsætlig.«

Er det en situation, du ærgrer dig over?
»Uanset hvad der dømmes, er der for dommeren tale om en tabersituation. Jeg havde da håbet, at det ikke var sket. Men vi er sat på banen for at træffe beslutninger.«

Hvad sagde bedømmeren efter kampen om din præstation?
»Det har jeg heller ikke rigtig nogen kommentar til. En ting er, hvad bedømmeren siger. Men vi har også en validering, som et fagudvalg kigger igennem. De mødes i dette udvalg typisk i løbet af ugen og kommer efterfølgende med en samlet udmelding til os dommere.«

AC Horsens-spillerne var rasende på dommer Jakob Kehlet, der dømte straffespark til Esbjerg fB fem minutter inde i tillægstiden i mandag aftens Superliga-kamp.
AC Horsens-spillerne var rasende på dommer Jakob Kehlet, der dømte straffespark til Esbjerg fB fem minutter inde i tillægstiden i mandag aftens Superliga-kamp. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Er du enig i betragtningen om, at du stod godt placeret?
»Jeg kan tydeligt se situationen, og jer er ikke i tvivl om, at der er straffespark.«

Er du efter at have genset situationen på tv stadig sikker på, at kendelsen var korrekt?
»Det har jeg som sagt ikke rigtig nogen kommentar til. Jeg synes, det vil være forkert af mig at sige noget, før fagudvalget har udtalt sig engang i begyndelsen af næste uge. Jeg indrømmer gerne, hvis jeg har lavet en klokkeklar fejl. Men i denne situation må vi se, hvor det ender.«

Så det er ikke noget, du har haft en søvnløs nat over?
»Nej, nej! Jeg har efterhånden en del erfaring og har prøvet dette før. Man har et splitsekund til at vurdere den enkelte situation, og jeg følte mig 100 procent overbevist, da jeg dømte.«

B.T. har været i kontakt med Kristian Nielsen, der er direktør i AC Horsens, og spurgt ham, om han har tænkt sig at køre sagen om det dømte straffespark videre op i fodboldens disciplinærsystem.

»Det har vi ikke. Jeg kan ikke se, hvad en henvendelse vil kunne ændre,« lyder hans kortfattede svar.