Den hollandske klub Twente har accepteret et bud fra FC København på den tidligere FCN-profil Joshua John. 

Det er ikke mange timer siden, Carsten V. Jensen i Aalborg fortalte om, hvordan FC København søger forstærkninger til en lidt tyndt besat venstreside. Og allerede nu ser det ud til, at der er jackpot. 

Ifølge den anerkendte hollandske fodboldavis Voetbal International har FC København budt 750.000 euro (5,6 millioner kroner) på en af sidste sæsons store Superliga-profiler, Joshua John. 

Kantspilleren var indtil for få uger siden lejet ud til FC Nordsjælland fra den hollandske klub Twente, og det er netop Twente, der nu har accepteret FC Københavns bud.

Dermed mangler blot de personlige forhold at blive forhandlet på plads, inden Joshua John skifter sidste sæsons tiger ud med en løve på brystet.