Sønderjyske fik fredag luft til bunden, da klubben hjemme slog Vejle med 3-0.

Kampen var præget af et tidligt rødt kort til udeholdet, hvilket Sønderjyske udnyttede til at være det dominerende mandskab opgøret igennem.

Sejren til Sønderjyske betyder, at klubben rykker op på syvendepladsen, mens Vejle ikke fik løsrevet sig fra tabellens tætte bund.

Vejle var ellers tæt på at overraske hjemmeholdet efter et kvarter, da midtbanespilleren Arbnor Mucolli sendte bolden på stolpen.

Få minutter senere indtraf et af kampens afgørende øjeblikke, da Sønderjyskes Alexander Bah blev spillet fri med en dyb bold.

Bah blev dog forhindret i den store chance, da udeholdets Viljormur Davidsen hægtede kantspilleren.

Det resulterede i, at dommeren valgte at give færingen et direkte rødt kort, og Vejle måtte dermed spille resten af kampen i undertal.

Udvisningen resulterede i et defensivt udehold, mens Sønderjyske forsøgte at kreere de afgørende momenter.

Missionen lykkedes ikke for hjemmeholdet i første halvleg, men allerede syv minutter efter pausen, fik sønderjyderne en gylden chance.

Udeholdet gik atter hårdt til Alexander Bah, og da forseelsen var i Vejles felt, blev der dømt straffespark til Sønderjyske.

Det udnyttede Niki Zimling, og han bragte dermed Sønderjyske foran 1-0.

Et par minutter senere plagede Alexander Bah igen gæsterne, da han bragte hjemmeholdet på 2-0 med et smart hovedstød over Vejles målmand.

Vejle havde svært ved at komme med et modsvar, og Sønderjyskes Søren Frederiksen scorede til slutresultatet 3-0 med fem minutter tilbage.

/ritzau/

Du kan genopleve kampen i LIVE-bloggen herunder: