Han var stærkt savnet i den tabte kamp mod AGF, og når AaB på søndag duellerer mod Viborg FF i næsteidste turneringsrunde i Superligaens såkaldte kvalifikationsspil er det tvivlsomt, hvorvidt nordjyderne får sin erfarne anfører Rasmus Würtz i aktion.

»Desværre pådrog jeg mig en forstrækning i baglåret under træningen i lørdags. Jeg har gennemgået en scanning, men den viste ikke, hvor slem den er. Jeg kan ikke forestille mig, at mit fodboldforår allerede nu er slut, men min deltagelse i weekendens kamp er nok desværre tvivlsom,« siger Rasmus Würtz, der betegner AaB’s sæson som ’skuffende’.

»Vi havde en målsætning om, at vi skulle i top seks og dermed være med i mesterskabsspillet. Men spille- og resultatmæssigt har vi ikke levet op til forventningerne,« siger Rasmus Würtz og tilføjer:

 
AGFs kritikere forstummede en smule da AGF storsejrede over AaB med hele 4-0!
Vis mere

»Jeg har ikke nogen forklaring på, hvorfor det er gået som det er. Vi indledte jo sæsonen fint, men løb sidenhen ind i en lang række dårlige resultater. Det kom til at koste en trænerfyring (af Lars Søndergaard, red.) og pokal-exit i kvartfinalen. Men jeg ser optimistisk på fremtiden i AaB. Flere af de unge, der er kørt ind på holdet i denne sæson, har udviklet sig og gjort det rigtigt godt.«

Selvom Rasmus Würtz i september fylder 34 år og hans igangværende kontrakt udløber med udgangen af næste sæson, kan han sagtens se sig selv spille fodbold på højeste plan i Danmark flere sæsoner endnu.

»I løbet af efteråret tager jeg en snak med AaB om fremtiden. Men det er min plan at fortsætte med at spille fodbold et pænt stykke tid endnu. Hverken fysisk eller motivationsmæssigt føler jeg mig nedslidt,« siger Rasmus Würtz, der i samme åndedrag afslører, at han er begyndt at tænke over, hvad der skal ske efter den aktive karrieres afslutning.

»Jeg overvejer at tilmelde mig DBU’s træneruddannelse senere på året, og i fjor afsluttede jeg et serviceøkonom-studie. Så jeg kommer helt sikkert ikke til at være inaktiv, når jeg på et tidspunkt lægger støvlerne på hylden,« siger Rasmus Würtz, der står noteret for 12 A-landskampe samt 411  kampe på AaB’s hold i Superligaen.