Superliga-stjernen Pierre Bengtsson og den svenske tv-vært Carolina Neurath er blevet kærester.

Forholdet har været holdt hemmeligt i nogle måneder, men torsdag bekræftede tv-værten, at hun danner par med FC København-spilleren.

Det gjorde Carolina Neurath i et interview med det svenske medie Aftonbladet.

»Vi har kendt hinanden siden januar, og vi begyndte at ses mere seriøst i marts, men mere vil jeg ikke kommentere på i øjeblikket.« lyder det helt præcist.

33-årige Pierre Bengtsson.
33-årige Pierre Bengtsson. Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere

Expressen har fået forholdet bekræftet af agenten Patrick Mörk, der repræsenterer Pierre Bengtsson.

»Det er korrekt, at de er et par,« lyder det helt kort og præcist fra agenten.

33-årige Pierre Bengtsson er lige nu i Stockholm sammen med resten af landsholdet. Her forbereder Sverige sig på næste uges åbningskamp mod Spanien ved EM.

Kampen bliver vist på kanalen SVT, og det er her, at 35-årige Carolina Neurath er ansat. Hun skal dog ikke dække kampen, da hun skal fungere som vært på et morgenprogram de kommende måneder.

Carolina Neurath blev sidste år skilt fra Niclas Engsäll efter tre års ægteskab. I den forbindelse sagde hun til Aftonbladet, at hun var en del af problemet.

»Hvis jeg ser på mig selv, og hvad jeg gør forkert, så er jeg svær at leve med. Jeg har en stor træng til at arbejde, skrive, møde venner og træne. Og så er jeg heller ikke en romantisk person.«

Nu er spørgsmålet så, om tv-værten kan få det til at fungere med Superliga-stjernen, der har spillet mere end 270 kampe for FC København.