Et TV2-hold blev angrebet, kameraet forsøgt smadret og mikrofonen blev stjålet.

Det var det grimme resultat, efter mediet havde forsøgt at dække forfesten til guldbraget i Parken.

»Vi har snakket med politiet, og de efterforsker sagen for at se, om de kan finde frem til, hvem der gjorde det. Det arbejder vi sammen med dem om, siger Jakob Vissing, der er chefredaktør for Udland på TV2 News.

De overvejer nu, om de skal skærpe deres brug af vagter.

»Vi bruger dem, når vi er ude til begivenheder med ophidsede gemytter - eksempelvis en fodboldkamp, hvor fangrupperinger er meget oppe at køre. Det havde vi så ikke regnet med i går. Men det blev det, så vi tager et ekstra kig på, om vi i højere grad skal gøre brug af vagter, når vi skal ud til den slags begivenheder. Så vi kan beskytte vores reportere.«

Det er ikke usædvanligt, at TV2 bruger vagter, hvis de bevæger sig ind i et fjendtligt miljø eller i store menneskemængder, hvor noget hurtigt kan gå galt.

»Vi havde bare ikke tænkt, at det var i den liga her.«

Efter episoden var reporterholdet rystet, fortalte TV2-chefen til B.T. søndag. Reporterholdet har nu været igennem en obligatorisk debriefing, som er normalt, når man som ansat på mediet og er ude for noget ubehageligt.

»De kom ikke til skade som sådan, men det er nok mere, at det kunne ske i sådan en kontekst - altså en fredelig kontekst. Havde der været optøjer, så havde de nok været mere mentalt forberedte. Det kom som lyn fra en klar himmel på en festdag, så derfor blev de rystede«

Hos Københavns Politi bekræfter ledende politiinspektør Peter Dahl, at de arbejder med sagen.

»Det er meget håndgribeligt og konkret i forhold til, om der er begået en voldelig handling. Det kigger vi altid på. Det bliver efterforsket, og jeg ved, at vi allerede har været i kontakt med TV2-folk for at få identificeret, hvem det er. Det er en sag, vi kigger på politimæssigt,« siger han mandag.