Siden Troels Bech stoppede som cheftræner i Esbjerg fB, da Superliga-sæsonen sluttede, har spørgsmålene gået på, hvad den gæve fynbo skulle bruge sin tid på fremover.

Og det er der nu kommet en afklaring på, fortæller Troels Bech selv til B.T.

»Jamen, min kone og jeg skal lave foredrag og forhåbentlig også skrive nogle bøger i fremtiden,« siger han.

Den nu tidligere Esbjerg-træner oplyser, at han til september drager på danmarksturné med sin kone Nille, hvor de skal holde foredrag for interesserede danskere.

Troels Bech og konen Nille skal på foredragsturné til september.
Troels Bech og konen Nille skal på foredragsturné til september. Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Det skal handle om inspiration til folk, der gerne vil tage ansvar for deres egen måde at leve et liv med ambitioner og virke, samtidig med at man ikke giver slip på at være noget essentielt for sig selv,« siger Troels Bech og tilføjer:

»Det er den plan, vi har.«

Det med at holde foredrag er dog ikke noget nyt for Troels Bech, der gennem de senere år har været både sportsdirektør i Brøndby IF, træner i Esbjerg fB og været på jordomrejse med familien.

For han oplyser, at han gennem de seneste 15 år har holdt foredrag i forskellige anledninger.

Troels Bech fra sin tid som træner i Odense Boldklub.
Troels Bech fra sin tid som træner i Odense Boldklub. Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Og så er det en god ting at gøre sammen. Vi har været ude at rejse i lang tid og har i mange år egentlig haft et ønske om at lave flere ting sammen,« siger Troels Bech og fortsætter:

»Så ved jeg godt, at alting kan indhente os. Nille er billedkunstner, så hun kan få nogle store projekter, der gør, at det kommer til at tage hendes tid, og jeg er fodboldmand, så der kan jeg ende i noget, der tager meget af min tid. Men det er det, vi kan og vil planlægge lige nu.«

Hvor længe foredragsturnéen vil vare, er endnu ikke besluttet, men Troels Bech oplyser, at det afhænger af efterspørgslen på markedet.

Selv om fodboldtræneren nu drager på turné, er det dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at han vender fodbolden ryggen, hvis der skulle dukke et tilbud op fra en klub.

Troels Bech i sin tid som sportschef i Brøndby IF.
Troels Bech i sin tid som sportschef i Brøndby IF. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Nej, men det må komme til mig, og hvis det kommer, så kigger jeg på det. Men det må selv komme og melde sig, hvis det skal være,« siger Troels Bech, der tilføjer, at han ikke vil udelukke noget på forhånd.

Hvorvidt der lå et tilbud om forlængelse i Esbjerg, som Troels Bech endte med at rykke ned med, efter han overtog fra Lars Olsen kort inden starten på nedrykningsspillet i Superligaen, vil han dog ikke ud med.

»Det tilkommer ikke mig at skulle kommentere på det. Jeg har det sådan, at man kun skal kommentere på det job, man har, og ikke på det man ikke fik, ikke havde eller det, som andre sidenhen fik tilbudt,« siger Troels Bech og tilføjer:

»I det her tilfælde havde vi en klokkeklar aftale om, hvad det gik ud på, så det var relativt simpelt. Og det var i den periode frem til sæsonafslutningen.«