Lørdag idømte Fodboldens Disciplinærinstans Vejle-træner Adolfo Sormani fem kampes karantæne for at have haft telefonisk kontakt til trænerbænken, mens han sad på tribunen med karantæne.

I en redegørelse fra Vejle siger Sormani, at han talte med "betroet trænerkollega fra Italien", som han ofte bruger til sparring.

Det kunne Vejle dog ikke bevise, forklarer klubbens kommunikationschef Morten Pelch.

- Vi tager dommen til efterretning. Nu kan den ikke ankes, men vi havde heller ikke anket den, hvis vi kunne, siger han.

- Vi lagde op til, at i og med vi ikke kunne fremlægge det, som de (disciplinærinstansen, red.) havde bedt om, nemlig telefonlister fra vores cheftræners og målmandstræners italienske telefoner, for det er ikke så let, så imødeså vi den straf, som de kom frem til, og det er så de her fem spilledage.

Til DR oplyser Morten Pelch, at Vejle forgæves har forsøgt at presse Adolfo Sormani og klubbens målmandstræner til at udlevere telefonoplysninger.

Spørgsmål: Er straffen retfærdig?

- Det vil jeg ikke udtale mig om. Jeg kan sige, at vi har noteret dommen, og vi tager den til efterretning.

Spørgsmål: Tror du, karantænen kommer til at få sportslige konsekvenser?

- Nu vandt vi jo sidste kamp uden Sormani på bænken, og vi har et forholdsvis stort trænerteam, så det forventer jeg ikke. Det er jo stadig ham, som træner dem i hverdagen, og så har han jo en opgave i at klæde sine assistenter på til at kunne afvikle kampene, som han ønsker.

Spørgsmål: Kommer I til at gøre noget for at forhindre gentagelser?

- Vi sørger for, at vi ikke kommer i sådan en situation igen. Det er det, vi kan sige. Der bliver taget tiltag, så vi ikke kommer i sådan en situation igen.

Vejle vandt den omtalte kamp mod Horsens med 3-1, og efterfølgende viste tv-billeder, at Sormani under kampen talte ivrigt ned i en telefon fra skyboksen på tribunen, mens målmandstræner Marco Ferrari på sidelinjen lod til at få informationer i en øresnegl under en maskering.

Ud over de fem kampes karantæne til cheftræneren er Vejle også idømt en bøde på 5000 kroner.

/ritzau/