Superligaklubben Lyngby Boldklub er endnu en gang blevet tilført penge af klubbens hovedinvestor, Hellerup Finans.

På sin hjemmeside skriver Lyngby, at beløbet denne gang lyder på tre millioner kroner. Dermed har Hellerup Finans skudt i alt 13,2 millioner kroner i Lyngby i 2017, og det er planen at tilføre yderligere kapital i marts.

Lyngby arbejder stadig på et salg af klubben og set i det lys, er klubben glad for at være sikret en plads i mesterskabsspillet og en plads i Superligaen i næste sæson.

»Vi lukker ikke en handel i morgen, fordi vi nu er sikre på at slutte i top-6, men det er klart at man rydder en usikkerhed af bordet, når vi allerede nu ved, at vi er sikre på endnu en sæson i Superligaen,« siger bestyrelsesformand Torben Jensen.

Han sætter ikke en deadline for, hvornår den nye ejer skal være på plads.

»Vi har tilført kapital nok til, at vi ikke har en presbold i forhold til at afhænde klubben her og nu. Det skal være den rigtige ejer, som kan videreføre de planer og det gode arbejde, der er lagt i klubben de sidste to år. Men vi fastholder forventningen om, at klubben er solgt, inden sæsonen slutter og det bidrager de sportslige resultater positivt til,« lyder det fra Torben Jensen.

Inden sidste runde af grundspillet ligger Lyngby nummer tre i ligaen. Søndag venter en udekamp mod nummer to, Brøndby.

/ritzau/