Spillet var grimt, tacklingerne hårde og luften tyk af spænding, da Hobro IK var på besøg på Vejle Stadion i et opgør om liv eller død i Superligaen.

Vejle Boldklub endte med at trække sorteper efter en dramatisk kamp, som Hobro vandt med 2-0. Herunder er tre ting, vi lærte af det nervepirrende opgør.

Vejle bye-bye efter rodet sæson
Vejle er en fed fodboldglad by med et fedt fodboldstadion, fede fans, fede traditioner og en fed fodboldhistorie. Vejle Boldklub har bare ikke et haft et fedt hold i denne sæson. De har til tider vist fin fodbold, men det har også været hamrende ustabilt ikke mindst takket være en broget flok spillere, ballade i kulisserne og to forskellige varmblodede udenlandske trænere, Adolfo Sormani og Constantin Galca.

Det har bestemt ikke været et kedeligt bekendtskab at have den østjyske traditionsklub tilbage i Superligaen, men det har samtidig bare ikke været godt nok - både på og uden for banen på det smukke stadion i Nørreskoven.

Vito Hammershøy-Mistrati (Hobro - 7) jubler efter sin scoring til 0 - 1. Superliga Fodbold Vejle Boldklub mod Hobro. Vejle Stadion. Søndag den den 19 maj 2019. Afgørende kamp om nedrykning fra Superligaen.. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)
Vito Hammershøy-Mistrati (Hobro - 7) jubler efter sin scoring til 0 - 1. Superliga Fodbold Vejle Boldklub mod Hobro. Vejle Stadion. Søndag den den 19 maj 2019. Afgørende kamp om nedrykning fra Superligaen.. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix) Foto: Claus Fisker
Vis mere

Vilde enkeltmandspræstationer reddede Hobro
Det er ikke mange mål, han laver, Hobro IK’s elegante midtbanefighter, Vito Mistrati. Men når han endelig gør, er det som regel på en mindeværdig måde. Således også i bundgyseren mod Vejle Boldklub, hvor han et par meter ude fra kanten af feltet krøllede et velplaceret spark op i hjørnet til 1-0. En næsten tro kopi af det langskudsmål, han engang sendte sin tidligere klub, Lyngby Boldklub, videre i pokalturneringen med for nogle år tilbage.

En anden nøglesituation i kampen var, da Hobros mirakelmålmand, Jesper Rask, diskede op med en af årets bedste og vigtigste redninger, da han i første halvlegs døende sekunder med en refleks fik parreret Kjartan Finnbogasons sttraffesparks-forsøg. De to situationer var forskellen på de to hold i dag.

Nedrykningsgyser = gyseligt spil og sitrende spænding
Det er nok for meget at forlange af et opgør, som gælder nedrykning fra landets bedste, at det er kønt og velspillet. For det var det langt fra i Nørreskoven, hvor mere end 9.000 tilskuere var troppet op til nedrukningsdrama.

I stedet for flotte driblinger, kombinationsspil og veletablerede angreb fik publikum fuld valuta, hvad angår syngende tacklinger, intense dueller - ved jorden og i luften - og generel sitrende spænding. I sidste ende var det Hobro IK, der holdt hovedet mest koldt og fik udnyttet de få muligheder, der opstod til dem i en kamp, som hjemmeholdet ellers dominerede.