Underholdningen i fredag aftens Superliga-kamp mellem Randers FC og AaB fejlede intet.

Således endte den 3-3.

Hos hjemmeholdet leverede Vito Hammershøy-Mistrati en stor præstation med såvel scoring som målgivende aflevering, mens Mikkel Kaufmann var mest iøjnefaldende AaB'er med to fuldtræffere.

Resultatet betyder at Randers FC fastholder sin position i Superligaens top-6, som AaB lige akkurat ikke er placeret i.

1. Stor Randers-bredde
Randers-træner Thomas Thomasberg måtte se bort fra profiler som Patrik Carlgren, Björn Koppling, Saba Lobjanidze og Simon Piesinger. Men takket være en stor bredde i truppen fik kronjyderne alligevel point ud af kampen. Med til historien hører, at randrusianerne fightede flot, mens AaB'ernes spil endnu engang var af svingende kvalitet.

2. AaB-målmand i formkrise
For ikke længe siden havde AaB i sin svenske målmand Jacob Rinne et oplagt salgsobjekt. Men mod Randers sad langt fra alle aktioner lige i skabet. Han virkede usikker, ukoncentreret og formsvag. Til JAcob Rinnes ros skal dog lyde, at han 10 minutter inde i anden halvleg diskede op med en stor redning af et skud fra Randers-angriberen Al-Hadjji Kamara.

André Rømer har forlænget sin kontrakt med Superliga-klubben Randers FC frem til sommeren 2024.
André Rømer har forlænget sin kontrakt med Superliga-klubben Randers FC frem til sommeren 2024. Foto: Henning Bagger
Vis mere

3. Kronjyder sætter pris på Rømer
Han var ude mod AaB med karantæne. Men i Randers FC lægger man ikke skjul på, at man sætter stor pris på midtbanespilleren André Rømer. Før kampen offentliggjorte den kronjyske Superliga-klub, at hans kontrakt er forlænget frem til sommeren 2024. »Jeg er utrolig glad for min tid i Randers FC indtil videre. Vi har et rigtig godt sammenhold i truppen, hvor jeg, som en af de erfarne spillere i truppen, har fået både meget spilletid og ansvar, hvilket passer mig rigtig godt. Derfor glæder det mig, at vi er blevet enige om en forlængelse, og jeg er glad for fortsat at kunne være en stor del af af klubbens planer,« sagde André Rømer.