AGF er tilbage på sejrskurs i Superligaen.

Således vandt aarhusianerne den vitale kamp i nedrykningsslutspillets Pulje 1 mod AC Horsens 3-0.

Patrick Mortensen scorede to gange for AGF, mens Mustafa Amini blev noteret for en enkelt fuldtræffer.

Men AGF's sejr kunne sagtens have været større eftersom de misbrugte en lang række store chancer.

1. Bedste AGF-kamp i foråret
Så lykkedes det langt om længe for AGF igen at vinde en Superliga-kamp. Måden de gjorde det på var overbevisende. Således spillede de langt bedre end da de tidligere på ugen fik 2-2 mod Vejle takket være et udlignende mål i dommerens tillægstid. Resultatet betyder, at AGF fører nedrykningsspillets Pulje 1 med 35 point, hvilket er seks mere end Sønderjyske på den tredjeplads, der er ensbetydende med, at der senere på foråret venter en række nervepirrende playoff-kampe om nedrykning

2. Horsens i krise
Det kører slet ikke for AC Horsens i Superligaen i øjeblikket. Nederlaget mod AGF betyder, at cheftræner Bo Henriksens tropper nu har tabt fem af sine seneste seks kamp i  dansk fodbolds bedste række. Men man kan heller ikke påstå, at heldet er med østjyderne. Under opvarmningen pådrog backen Rune Frantsen sig en forstrækning i lysken og blev erstattet af angriberen Kasper Junker. Dermed var man kort tid før kick-off nødsaget til at foretage en række rokeringer. Det fik den konsekvens, at spillet ikke kom til at flyde optimalt.

AGF's direktør Jacob Nielsen.
AGF's direktør Jacob Nielsen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

3. AGF-direktør lignede en presset mand
AGF-direktør Jacob Nielsen har som en af hovedpersonerne i den meget omtalte 'spionsag' de seneste dage været sat under et enormt pres af ikke mindst medierne. Måske var det derfor han jublede mere end vanligt, da Patrick Mortensen i det 11. minut bragte aarhusianerne foran 1-0? Straks efter bolden lå i Horsens-målets netmasker fløj han i hvert fald opad sit gule sæde på Casa Arena og råbte sin glæde ud med et alvorsfuldt ansigtsudtryk.