Brøndby IF er tilbage på vindersporet i Superligaen.

På DS Arena i det jyske vandt cheftræner Niels Frederiksens tropper over Hobro IK.

1. Lang pause truer Tibbling
Ganske vist vandt Brøndby IF 2-0 over Hobro IK. Ikke alt er dog fryd og gammen i klubben, der er hjemmehørende på den københavnske vestegn. Mod Hobro måtte de undvære lyskeskadede Lasse Vigen samt skadede Hany Mukhtar, og undervejs i den underholdende dyst forlod Simon Tibbling banen med en skade i højre ankel. Svenskeren var så slemt medtaget, at han tog turen fra grønsværen til omklædningsrummet på krykker. Ligeledes er det værd at bemærke at Brøndby i næste kamp i Superligaen mod AaB må undvære Hjörtur Hermansson, der blev udvist mod Hobro.

2. Wilczek kan snart være fortid i Brøndby
Brøndby-angriberen Kamil Wilczek kom to gange på scoringstavlen mod Hobro IK. Men måske er han snart fortid i dansk fodbolds bedste række. Således berettede det tyrkiske medie Sabah i timerne op til søndag aftens kamp i det jyske, at Besiktas har ham på sin ønskeliste som afløser for skadede Burak Yilmaz. B.T. talte i pausen med Brøndby IF's nyansatte fodbolddirektør Carsten V. Jensen, der fastslog, at han intet har hørt i sagen, der også er blevet refereret i polske medier.

Hobro IK's amerikanske offensivspiller Emmanuel Sabbi.
Hobro IK's amerikanske offensivspiller Emmanuel Sabbi. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

3. Sabbi lyste op
Hobro IK's amerikaner Emmanuel Sabbi er langt fra verdens bedste til at forsvare. Til gengæld besidder han væsentlige offensive kvaliteter. Det leverede han bevis for mod Brøndby IF, der havde svært ved at dæmme op for hans finurlige driblinger og lynhurtige antrit. Desuden kan Sabbi slå en lang aflevering, der gør ondt på modstanderen. Det gjorde han eksempelvis efter en halv times spil, hvor holdkammeraten Edgar Babayan over en halv banelængde fik bolden serveret for fødderne og efterfølgende havde muligheden for at bringe Hobro IK foran.