FC Midtjylland måtte i mandag aftens Superliga-hjemmekamp mod FC Nordsjælland nøjes med at spille 3-3 mod FC Nordjælland.

Hermed er cheftræner Kenneth Andersens tropper tre point efter FC København, der indtager førstepladsen.

1. FCM og FCN kan underholde
Underholdningsværdien er altid høj, når FC Midtjylland og FC Nordsjælland duellerer i Superligaen. Sådan var det også i mandag aftens uafgjorte kamp på MCH Arena, der blev overværet af 6.840 tilskuere. FC Nordsjælland lignede en vinder, da de 10 minutter efter pausen bragte sig foran 3-1. Men takket være to scoringer af midtjydernes brasilianske profil Evander Ferreira undgik Superliga-topholdet et nederlag. Hermed fik FCM-spillerne ført bevis for, at moralen på holdet er enorm.

2. FCN har stjerne i svøb
FC Nordsjælland-angriberen Andreas Skov Olsen er en stjerne i svøb. Før mandag aftens Superliga-kamp i Herning havde teenageren scoret 15 gange i dansk fodbolds bedste række. Nu er den statistik øget med yderligere to fuldtræffere: Efter fem minutter passerede han FCM-målmand Jesper Hansen på et veludført spark fra 11-meter-pletten, og 10 minutter før pausen kanonerede han med venstrebenet bolden i mål til FCN-føring på 2-1.

Paul Onuachu.
Paul Onuachu. Foto: Mikkel Berg Pedersen
Vis mere

3. Onuachu kan ikke forsvare
Hvad pokker lavede Paul Onuachu i FC Midtjyllands straffesparksfelt, da der var spillet fem minutter? Det var der mange tilskuere, der spurgte sig selv om på MCH Arena. Faktum er at den langlemmede angriber på dette tidspunkt af kampen begik et klokkeklart straffespark, da han hev Victor Nelsson ureglementeret i trøjen. Inden kickoff så det ellers ud til, at det skulle blive Paul Onuachus dag eftersom han for første gang var blevet udtaget til det nigerianske fodboldlandshold.