FC Midtjylland hentede ind på FCK i toppen med en 3-1-sejr over rivalerne, og det skete i et intenst opgør, hvor midtjyderne virkede mest friske og parate til kampen.

Her er tre ting, vi lærte af opgøret.

1. Joronen tabte hovedet for en stund

FCK-målmanden har stået fantastiske kampe. Men mod FC Midtjylland tabte han lige hovedet kort, da han for ud i benene på Frank Onyeka og begik et straffespark på størrelse med Claus Steinleins smil. Det var noget af en fejl fra den finske keeper, der også havde sine problemer med at slippe af med bolden. Til gengæld havde han også et par fine redninger undervejs, men det var straffesparket, der vil blive husket.

 

2. FCM har krammet på FCK

Det er et topopgør med det hele, når de to hold fra Herning og København mødes. Man kan mærke, at de gerne vil vise hinanden, hvem der er bedst. Saftige tacklinger, fans på kanten af stolene og hidsige bænke. Der sker bare noget, når FCM og FCK mødes. Noget af det ligger i forskellen på at være midtjyde og københavner, men en del af det ligger også i den duel, de to klubber kæmper i toppen af dansk fodbold. Og FCM har nu vundet de seneste fire opgør.

FC Midtjyllands Jakob Poulsen har scoret til 1-0 på straffespark i superligakampen FC Midtjylland-FC København på MCH-Arena i Herning.
FC Midtjyllands Jakob Poulsen har scoret til 1-0 på straffespark i superligakampen FC Midtjylland-FC København på MCH-Arena i Herning. Foto: Henning Bagger
Vis mere

3. FC Midtjylland har Superligaens mest uortodokse duo

De hedder Paul Onuachu og Ayo Simon Okosun. Og de ligner ikke fodboldspillere, men de er godt nok svære at stoppe. Paul Onuachu sørgede for at give Andreas Bjelland og Denis Vavro store problemer. Han lykkedes med sine driblinger, holdt godt fast i bolden og scorede. Okosun var mindre iøjnefaldende og må være den spiller i Superligaen med den klareste arbejdsopgave: at heade. Måtte dog gå skadet ud.